Besættelsen 1940-1945

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet. Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år.

     Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Konsekvensen var, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af Besættelsen.

     Augustoprøret 1943 indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats forrettede sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.

     Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det stadig de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag befrielsen kom.

     Denne FaktaLink-artikel handler om besættelsestiden: om optakten, invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag, den voksende modstand og afslutningen på krigen.

Under Anden Verdenskrig blev det neutrale Danmark angrebet og erobret af Tyskland den 9. april 1940. Samme dag valgte den danske regering at bøje sig for det tyske krav om betingelsesløs overgivelse. Danmark var hermed besat af den tyske besættelsesmagt, og Besættelsen varede indtil tyskernes kapitulation den 5. maj 1945. Disse godt og vel fem år er siden blevet kaldt den danske besættelsestid, og ordene signalerer, at i det tidsrum var Danmark besat og underlagt en fremmed magt. Altså under et tysk overherredømme.

     Det betød umiddelbart, at Danmark delte en hård skæbne med lande som Norge, Frankrig og Polen, der også blev besat af det nazistiske Tyskland. Men modsat disse lande var besættelsen af Danmark langt mere skånsom. Danmark blev nemlig ikke behandlet som et fjendtligt, krigsbesat land, hvor tyskerne overtog landets statsmyndighed og systematisk undertrykte og mishandlede dens befolkning. Tværtimod betragtede tyskerne Danmark som et særtilfælde, hvilket indebar en fredelig besættelse med vægt på danskerne som gode handelspartnere. Dermed kunne regering, stat og offentlig administration i mangt og meget fortsætte på danske hænder i tiden efter den 9. april 1940.

Det er en illusion at tro, at Danmark var en suveræn stat under Besættelsen. Det var til enhver tid besættelsesmagten, der havde det sidste ord at skulle have sagt. Vel at mærke ord med vægt bag i form af truslen om nazificering, vold og terror og i værste fald krig på dansk jord.

     Groft sagt, så længe den danske regering og befolkning makkede ret og passede sit uden at gøre modstand, greb besættelsesmagten ikke ind i det, der blev kaldt "indre danske anliggender". Det var vilkårene for det besatte Danmark. Netop derfor var besættelsestiden længe en periode præget af et samarbejde, der både var skånsomt, besværligt og smertefuldt. Det placerede dog Danmark i en gråzone imellem at være et besat land i gængs forstand og en – om end nødtvungen – tysk allieret. I det perspektiv var den danske modstandskamp yderst vigtig.

     Modstandskampen, som voksede frem i de sidste besættelsesår, fik ikke alene betydning for danskernes selvforståelse. Den viste også hele verden, at der var et kæmpende Danmark. Dermed var vejen banet for, at landet efter befrielsen og efter Anden Verdenskrig blev placeret på de allierede sejrherrers side.

Besættelsestiden er blevet kaldt "de fem lange år", og der er på alle måder langt fra 1940 til 1945. Fra 1940-41, hvor Tyskland fejrede store militære triumfer, og ingen i Danmark kunne vide, om Besættelsen ville vare i generationer, til 1944-45, hvor de allierede trængte de tyske hære tilbage, så en endelig tysk kapitulation og Danmarks befrielse syntes nært forestående.

     Også på et mentalt, psykologisk plan var rejsen lang fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Usikkerhed og frygt – men efterhånden også håb og trods – spillede en central rolle for, hvordan danskerne reagerede i forhold til besættelsesmagten. Hvis man vil forstå, hvorfor danskerne handlede eller undlod at handle, som de gjorde under Besættelsen, må man forsøge at leve sig ind i denne uvisse tilværelse.

Der var grundlæggende to muligheder for danskerne under Besættelsen: at kæmpe og yde modstand eller at tilpasse sig og samarbejde med tyskerne.

     Helt så enkelt var det dog ikke. I realiteten var der i de første besættelsesår intet brugbart alternativ til samarbejdslinjen. Ud fra devisen om at handel med tyskerne var vilkåret for at overleve som nation, var samarbejdspolitik det officielle Danmarks svar på besættelsessituationen. Spørgsmålet var, hvor langt man skulle strække sig for at opfylde de tyske ønsker og krav. Stillet over for en kynisk besættelsesmagt blev samarbejdspolitikken skruen uden ende, som fortsatte lige så længe, befolkningens opbakning var til stede, og modstanden ubetydelig.

     Indtil langt ind i 1943 bakkede den danske befolkning op. Men i august 1943 indtraf vendepunktet. Augustoprøret indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage den 29. august. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten – slet ikke. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats bistod de allierede og banede vejen for Danmarks befrielse.

     Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom.

Tre datoer er særligt vigtige, når man beskæftiger sig med den danske besættelsestid:

• Den 9. april 1940 
• Den 29. august 1943 
• Den 5. maj 1945.

     Datoerne er milepæle i "fortællingen" om, da Danmark blev besat, gik til modstand og blev befriet. Man kan således tale om en fase før og en fase efter augustoprøret i 1943. Første fase stod i samarbejdets tegn, mens anden fase tilhørte modstanden.

I løbet af 1930'erne nærmede befolkningstallet i Danmark sig 4 millioner indbyggere. Det var en fordobling over godt og vel et halvt århundrede. Det moderne Danmark var født, og velfærdsstaten på vej. Stadig flere mennesker flyttede fra landet ind til byerne. Det betød, at industri og håndværk i 1930'erne overhalede landbruget i antal beskæftigede, selvom landbruget stadig skaffede de fleste valutaindtægter til landet. Danmark var især afhængig af handlen med England: I 1930'erne gik 60 % af den samlede eksport til England, 20 % til Tyskland og de resterende 20 % til andre lande.

     1930'erne var også Socialdemokratiets store årti. Under statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) alfaderlige ledelse formuleredes linjerne for fremtidens danske velfærds- og forsørgelsesstat. Danmark som foregangsland, eller med partifællen, socialminister K.K. Steinckes (1880-1963) ord fra 1933: "Vis os ét land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der nu er gennemført." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13 s. 100 (se kilder).

     Samtidig blev Danmark ramt af den økonomiske verdenskrise. Det førte til voldsom arbejdsløshed: Fra 13,7 % i 1930 til 31,7 % i 1932, hvorefter den holdt sig på de godt 20% tiåret ud. Den store krise (depressionen) ramte langtfra alle samfundsgrupper lige hårdt, og især bønder og ufaglærte arbejdere var hårdt ramt. Således seksdobledes antallet af landbrugsejendomme på tvangsauktion fra 1930 til 1932, og bybilledet var præget af lange køer af arbejdsløse, folkekøkkener og husvildebarakker. Omvendt oplevede industrien en betydelig vækst i 1930'erne. Krisen skærpede modsætningerne såvel mellem land og by som mellem lønarbejder og kapital i et i forvejen socialt og økonomisk opdelt dansk samfund.

     Ikke desto mindre stemte 46 % af danskerne ved valget i 1935 på Socialdemokratiet, hvis valgmotto var "Stauning eller Kaos". Hermed var partiet ikke længere alene de danske arbejderes parti, men landets brede, folkelige parti, som sammen med udenrigsminister Peter Munchs Radikale Venstres 9 % havde absolut flertal i Folketinget. Hermed kunne Stauning forlade et turbulent tiår i vished om, at velfærdsstatens regulerings- og omfordelingspolitik var slået igennem. I dette perspektiv fremstår besættelsestiden som en historisk parentes om et moderne velfærdssamfunds udvikling og realisering.

1930'ernes danske samfunds- og kulturdebat blev i høj grad præget af spørgsmålet om demokrati eller ikke demokrati. Nød og afmagt og dermed utilfredshed fulgte i kølvandet på tredivernes økonomiske krise, og fra de politiske yderfløje lød massiv kritik af det parlamentariske, danske demokrati. Den kom til udtryk ved talrige demonstrationer og protestoptog mod det, man kaldte "Systemet Stauning" eller "Systemet Munch". Et alternativ havde manifesteret sig i 1933 i Tyskland med Hitlers magtovertagelse, og nazismens ideologi fik også sine danske tilhængere. Som modsvar til den danske sympati for nazismen udgav socialdemokraten Hartvig Frisch i 1933 bogen "Pest over Europa", hvor han advarede mod demokratiets fjender i form af nazisme, fascisme og bolsjevisme (kommunisme).

     På højrefløjen opstod i 1930 det danske nazistparti (DNSAP), der i 1939 med lægen Fritz Clausen som leder kom i Folketinget med 3 mandater – svarende til cirka 31.000 stemmer. Endnu flere, hen ved 100.000 landmænd, samledes i Landbrugernes Sammenslutning (LS) fra 1931, som svar på landbrugskrisen og som protestbevægelse mod "Systemet": For eksempel ved bondeoptoget i 1935, hvor 50.000 bønder gik til kong Christian 10. i forgæves protest. I 1931 valgtes 5 LS-folk ind i Folketinget som Venstremænd, mens andre af LS' ledere gik i samarbejde med DNSAP.

     Andre af de etablerede partier oplevede også tidens antidemokratiske, militante tanker trænge ind i egne rækker. På gadeplan overfaldt og sloges uniformerede, bevæbnede KU'ere (medlemmer af Konservativ Ungdom) med unge kommunister og socialdemokrater. Tonen var rå hos KU's leder Jack Westergaard, der i 1933 talte på sit partis landsmøde om fascisme og nazisme som fremtiden og angreb: "den socialisme, parlamentarisme, liberalisme og demokrati, som partierne Venstre, radikale og Socialdemokratiet er udtryk for, begreber, der ligger på dødslejet verden over." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 8 (se kilder). Opbakningen til fascismen og modstanden mod kommunismen fik også danskere til at tage aktivt del i militære handlinger. 2.000 danskere rejste således til Finland for at hjælpe i krigen mod Stalins kommunister.

På den yderste venstrefløj lå sympatien hos Sovjetunionen og dets påståede kommunistiske paradis. Den danske venstrefløj var blind over for Stalins forbrydelser. Venstrefløjen bestod af Danmarks Kommunistparti (DKP), som fra 1932 fast sad i Folketinget. Dog kun med 2-3 mandater, så det var via fagforeningsarbejde og igennem kulturlivet, at DKP fik indflydelse på ikke mindst intellektuelle kulturradikale og såkaldte "salonkommunister". Eksempelvis samledes folk fra venstrefløjen (inklusiv socialdemokrater og radikale) i foreningen Frisindet Kulturkamp (1935-39) for at bekæmpe tidens antidemokratiske og fascistiske strømninger.

     I 1936 drog 550 frivillige danskere til Spanien for at kæmpe mod general Francos fascister.

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretlig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 193 (se kilder).

     Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linje, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius (Radikale Venstre) havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland. Tyskland oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 17-18 (se kilder).

     Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som eneste nordiske land undertegnede ikkeangrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp.

1930'ernes danske neutralitets- og sikkerhedspolitik var det lille, militært underlegne lands forsøg på at sikre sin nationale suverænitet over for stormagten Tyskland. Danmark søgte at tilpasse sig og udvise imødekommenhed over for den sydlige nabo, vel at mærke uden samtidig at støde en anden europæisk stormagt, England, fra sig. Dansk udenrigspolitik blev en balancegang for at fastholde en fredelig, konfliktløs sameksistens med begge de to rivaliserende magter.

     Tyskland og England var Danmarks store samhandelslande, hvorfor neutralitetspolitikken blev et middel til at sikre det danske velfærdssamfund, som var under opbygning. Netop velfærdssamfundet kunne i sidste ende vise sig at være det bedste forsvar ved en fjendtlig besættelse af landet. Danmark kunne kun bevare sin eksistens som nation i og med, at det danske folk i et demokratisk velfærdssamfund udgjorde en social, økonomisk, politisk og kulturel ubrydelig enhed.

Dansk neutralitetspolitik havde sin pris i form af menneskelige omkostninger og knægtelse af ytringsfriheden. Det store offer blev de godt 20.000 tyske flygtninge, der kom til landet. Under 10 % af dem, der passerede Danmark i løbet af 1930'erne, fik længere tids opholdstilladelse. De fleste flygtninge var af jødisk herkomst og på flugt fra de nazistiske forfølgelser og jødelove. Ikke desto mindre valgte de danske politikere at afvise dem ved grænsen. Dermed sendte Danmark flygtningene tilbage til en uvis skæbne, der for mange betød døden i de tyske udryddelseslejre.

     I 1938 begrundede justitsminister K.K. Steincke denne flygtningepolitik med, at de tyske jødelove var almindelige borgerlige love, og derfor kunne Danmark ikke give politisk asyl. De flygtninge, som fik politisk asyl, modtog ingen økonomisk hjælp og blev påbudt at være politisk passive. Samtidig samarbejdede dansk politi med Gestapo om at bekæmpe venstreorienterede, som flygtede fra Tyskland.

     Allerede i 1933 opfordrede udenrigsminister Peter Munch dansk presse til at "holde igen udadtil", da intet måtte støde Hitler. Størstedelen af dansk presse og kulturliv fulgte ukritisk opfordringen, og en del valgte at udtrykke deres begejstring for Hitler og hans "brune helte". Derimod blev en række kritikere, såsom debattøren Poul Henningsen og arkitekten Edvard Heiberg, truet, fyret eller ligefrem fængslet.

     Tysklands stadig mere aggressive udenrigspolitik gjorde neutralitetspolitikken besværlig, og den danske regering forsøgte at nedtone og fortie uoverensstemmelser. Det gjaldt konstant i spørgsmålet om Sønderjylland, som siden genforeningen i 1920 udgjorde den "blødende grænse" mod syd; det gjaldt tyske fly og skibe, som i 1938 øvede på dansk territorium; og det gjaldt i månederne op til Besættelsen, hvor tyske ubåde torpederede og sænkede danske handelsskibe, hvilket regeringen udlagde som minesprængninger.

Tyskland angreb Danmark af rent strategiske årsager som led i en militær operation, hvis primære mål var Norge.

     Ved krigens udbrud i september 1939 erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale, mens Finland i november 1939 blev angrebet af Sovjetunionen. På det tidspunkt havde Hitler ingen planer om at angribe de nordiske lande, men da den ventede tyske storoffensiv mod Frankrig trak ud, satte de krigsførende stormagter i stedet fokus på Skandinavien.

     De vestlige allieredes interesse lå dels i at bremse udskibningen i de norske farvande af svensk malm til tysk rustningsindustri, dels i at åbne en anden front som aflastning for det truede franske forsvar. For at komme før englænderne i kapløbet om Skandinavien udviklede den tyske krigsledelse en overraskelsesoperation med kodenavn "Weserübung". Den 1. marts 1940 afgav Hitler sin førerbefaling: "Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, s. 188 (se kilder).

     I operationen var Danmark tiltænkt rollen som en slags trædesten for de tyske tropper på deres vej til Norge. Stillet over for et ultimatum regnede man i Tyskland med, at den danske regering ville acceptere, at tyskerne såvel fik fri transport op gennem Jylland samt flådebaser i Frederikshavn og Skagen. Når Hitler i sidste ende, og så sent som i marts 1940, alligevel valgte at angribe og besætte hele Danmark, skyldtes det alene en militærteknisk ændring. Denne fandt sted da det tyske luftvåben pludselig stillede krav om, at Ålborg Flyveplads skulle bruges til mellemlandinger, hvorfor "Frederikshavn og Skagen" blev streget over og erstattet med ordet "Dänemark" i de militære papirer.

     Nu ventede den tyske flåde blot på, at isen i Kattegat skulle bryde, så man i ly af forårets lange og mørke nætter kunne overraske englænderne i kapløbet om Norge. Flere gange udskød Hitler afrejsedatoen for Norgesfelttogets 100.000 mand, hvoraf cirka 40.000 var afsat til erobringen af Danmark. Først den 2. april lagde Hitler sig fast på, at angrebet skulle finde sted den 9. april 1940; tilfældigvis samtidig med, at englænderne den 8. april indledte mineringen af norsk farvand. På minuttet kl. 04.15 blev Danmark den 9. april 1940 angrebet af Tyskland.

Efter besættelsesårene er talrige myter opstået om, hvem der vidste hvad i tiden op til den 9. april, myter, som er skabt ud fra et ønske om at placere et ansvar og sikre et alibi for kapitulationen. I den mest berømte, Rostockmyten, hævdes det, at udenrigsminister Peter Munch den 17. marts 1940 besøgte den tyske SS-chef Himmler i Rostock og lovede den tyske hær fri indmarch i Danmark. Men myten har intet på sig: I sagens natur måtte overraskelsesangrebet "Operation Weserübung" hemmeligholdes til det sidste.

     I Danmark vidste man reelt intet, før de tyske tropper var på vej til den danske grænse. Da der i dagene op til den 9. april indløb meldinger om, at noget truende var under opsejling, bar den danske regerings forholdsregler præg af misforståelser, naivitet og passivitet. Nok modtog Danmark i månederne op til Besættelsen diplomatiske rygter om, at Tyskland planlagde en militær aktion mod Norge, men at Danmark kunne være målet for et tysk angreb, hverken nævnte eller troede nogen på. I statsminister Staunings regering håbede man til det sidste, at neutralitetspolitikkens "ligge død"-strategi ville holdekrigens ødelæggelser uden for Danmark.

Så sent som den 4. april 1940 indløb den første egentlige advarsel fra det danske gesandtskab i Berlin, hvis oplysninger stammede fra højtstående tyske officerer, som i upræcise vendinger talte om en nært forestående tysk aggression mod Danmark og Norge. Men den danske regering fandt ikke oplysningerne troværdige og valgte at sidde advarslen overhørig. I stedet mente regeringen, at det gjaldt om at bevare roen for ikke at provokere tyskerne til at angribe Danmark. Derfor afviste regeringen hærens anmodninger den 6. såvel som den 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand.

     Mandag den 8. april var det alligevel for sent at mobilisere et dansk forsvar imod de tyske troppekoncentrationer syd for grænsen og flådeaktiviteter i Storebælt. Det stod nu klart, at freden var i fare, og på forsiden af avisen Nationaltidende kunne man læse: "Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 17 (se kilder).

     Om aftenen den 8. april samledes lederne af de politiske partier. Man var i det store og hele enige om, at det eneste, der nu var at gøre, var at vente og se, hvad tyskerne havde af krav, og derefter som neutral nation protestere eller acceptere. Derpå gik landets ledere hjem og sov. Tidlig næste morgen blev de taget på sengen af de tyske tropper.

     Et ubesvaret spørgsmål vil altid stå tilbage: Hvad nu hvis Danmark havde valgt at kæmpe den 9. april 1940? Æren ville være reddet, men er det realistisk at tro på, at et nok så stærkt dansk forsvar kunne have modstået en stormagts voldsomme angreb og i så fald, hvordan ville Danmark have set ud bagefter?

Klokken 4.15 om morgenen den 9. april 1940 invaderede tyske tropper Danmark. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand angreb Danmark på land, til vands og fra luften. Ved den dansk-tyske grænse, hvor 2.500 danske soldater lå i højeste alarmberedskab, kom det til spredte kampe. I den ulige kamp faldt 11 danske soldater og 3 grænsegendarmer, før den tyske ilmarch op gennem Jylland kunne fortsætte. Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som de tyske faldskærmstropper erobrede kl. 6.30 uden kamp; i øvrigt var det første gang i krigshistorien, at faldskærmssoldater blev sat ind.

     På øerne landsatte den tyske marine fra kl. 4.25 tropper, der overraskede de 12.500 mand (heraf godt halvdelen nyindkaldte rekrutter) på de danske kaserner. Tropperne "sikrede" de vigtigste havne, broer og veje, mens det tyske luftvåben (Luftwaffe) bombede de danske fly på Værløse Flyveplads. Det kostede to livet.

     I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden. At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen havde sat sig fast, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar.

     Samtidig med invasionen tog den tyske gesandt Renthe-Fink kontakt til den radikale udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: dansk kapitulation, ellers ville Luftwaffe, der som "sorte fugle" fløj truende rundt over hovedstaden, begynde at bombe. Kl. 5.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian 10. og de øverste for værnene. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre, blev det besluttet at kapitulere. Kl. 6.00 (om end ved en fejl først 2 timer senere i Sønderjylland) udgik ordren om at stoppe kampene. I alt døde 16 danskere og 23 såredes.

Efter beslutningen var truffet, forestod tre opgaver for den danske regering:

• For det første at svare den tyske gesandt, at man under protest accepterede de tyske kapitulationskrav. 
• For det andet at forklare situationen for danskerne, der via radioen og i aviserne modtog regeringens og kongens proklamation, der opfordrede "Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 22 (se kilder). 
• For det tredje at informere den samlede Rigsdag om, at kapitulationen var sket for "at skåne landet og folket for en krigstilstands følger", hvilket statsminister Stauning gik på talerstolen og gjorde kl. 21.00. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Fredsbesættelsen var forestillingen om, at Tysklands angreb på Danmark ikke var en krig. I stedet var der tale om en fredelig tysk besættelse af landet. Det kom i realiteten til at betyde, at Danmark efter den 9. april 1940 fungerede videre på en illusion om at være en suveræn stat. Hermed opnåede Danmark en særstatus sammenlignet med andre besatte lande. I Norge, Holland og Frankrig overtog den tyske besættelsesmagt regeringsmagten og den overordnede administration af landet. I Danmark kunne konge, regering og Folketing, men også hele det offentlige administrationsapparat samt domstole, politi og militær, fortsætte. Det gjaldt fra den 9. april 1940 og frem til den 29. august 1943 og med modifikationer videre frem til den 5. maj 1945.

     Det var en betingelse for fredsbesættelsen, at illusionen om Danmark som suveræn og neutral stat blev opretholdt. Derved kunne Tyskland forhandle med Danmark som med et hvert andet land og gennem det respektive lands udenrigsministerium. Det betød, at 1930'ernes neutralitetspolitik, der først og fremmest handlede om at beskytte Danmark mod at blive draget ind i krig, kunne fortsætte efter den 9. april 1940. De danske politikeres råderum blev dog væsentligt mere snævert med en tysk besættelsesmagt, der ganske vist spillede med på illusionen om de såkaldte "løfterne af 9. april", men kun så længe det kunne betale sig.

Fredsbesættelsen var ikke en formel, bindende dansk-tysk aftale. Den blev en praksis hvilende på "løfterne af 9. april". "Løfterne" var at læse i den skrivelse, som fulgte det tyske ultimatum om dansk kapitulation. Heri stod der, at de tyske tropper ikke betrådte dansk jord "i fjendtligt øjemed", da "Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller for fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 18 (se kilder).

     I den danske regerings svarnote tog man tyskerne på ordet og gentog "løfterne" om tysk fredsbesættelse og dansk suverænitet. Man svarede endvidere, at "Den danske regering har under den givne situation besluttet sig til at ordne forholdene her i landet under hensyntagen til den stedfundne besættelse. Denne nedlægger dog en alvorlig protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet." ." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 26 (se kilder).

     Det var udenrigsminister Munch, der stod bag de taktisk kloge formuleringer i svarnoten. Her blev det dels slået fast, at Danmark fortsat var en suveræn stat ledet af en dansk regering; dels at Danmark var et neutralt land og derfor måtte protestere over krænkelserne. Dermed fik Munch uden at støde Tyskland sendt et signal til den danske befolkning og til hele omverdenen om, at regeringen ikke var på tysk side.

"Nu er det Danmark og alene Danmark, det gælder" lød de afsluttende ord fra Rigsdagens formand om aftenen den 9. april 1940. Med en ydre fjende i landet handlede det frem for alt om at stå sammen indadtil som nation. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

     Næste morgen blev den siddende SR-regering udvidet med repræsentanter fra oppositionen. Venstre fik udnævnt tre ministre uden ministerium og de Konservative det samme, deriblandt John Christmas Møller. Hermed havde regeringen skabt en national samlingsregering, som oppositionen accepterede på betingelse af, at ansvaret for kapitulationen alene var SR-regeringens.

Samlingsregeringen havde flere klare fordele:

• Den signalerede over for den danske befolkning, at alle måtte stå sammen i en svær tid, og at landet var trygt i samlingsregeringens hænder. 
• Den viste den tyske besættelsesmagt, men også det store udland, at Danmark stadigvæk fungerede som en uafhængig nationalstat, og at den danske samarbejdspolitik hvilede på det bredeste parlamentariske grundlag. 
• Den holdt de udemokratiske yderfløje uden for politisk indflydelse og stemplede dem som unationale. Det gjaldt i særdeleshed de danske nazisters parti (DNSAP) og deres samarbejdspartnere i Bondepartiet, men til dels også kommunisterne (DKP).

Samlingsregeringen styrkede den indre og ydre front ved at give næring til forestillingen om det nationale fællesskab. Men på Christiansborg knirkede det politiske sammenhold.

     Venstre og de Konservative forlangte større politisk indflydelse og truede med at sprænge samlingsregeringen. Samtidig krævede tyskerne øget dansk tilpasningsvillighed – ellers ville nazisterne i DNSAP gerne overtage landets ledelse.

     Efter lange og svære forhandlinger oprettedes den 2. juli 1940 Rigsdagens Samarbejdsudvalg på ni medlemmer fra samlingsregeringens partier.

     Nimandsudvalget var et slags forretningsudvalg, der drøftede vigtige sager angående besættelsesmagten, hvorefter regeringen traf beslutning. Den 8. juli blev samlingsregeringen rekonstrueret. Regeringens ministerposter blev skåret ned fra 18 til 12, og de blev mere ligeligt fordelt mellem de 4 samlingspartier. Den socialdemokratiske statsminister Stauning fortsatte, hvorimod den radikale Munch (i øvrigt efter kongens ønske) blev ofret til fordel for en ny udenrigsminister, diplomaten og den radikale politiker Erik Scavenius. Det private erhvervsliv og embedsmændene blev repræsenteret med to upolitiske ministre.

     Med en ny og stærkere samlingsregering var man klar til at forlade den passive tilpasningspolitik og i stedet samarbejde aktivt med besættelsesmagten.

Erik Scavenius (1877-1962) personificerer om nogen samarbejdspolitikken, og han var fra 1940 til 1943 den mest centrale og omstridte person i dansk politik. Efter en lang karriere som diplomat og en kortere som radikal politiker blev Scavenius i sommeren 1940 hentet ind som ny udenrigsminister. Hos både danskerne og tyskerne nød Scavenius stor anseelse for som udenrigsminister at have ført Danmark smidigt, neutralt og uskadt igennem Første Verdenskrig. Ved sin tiltrædelsestale (den siden så berygtede 8. julierklæring) slog Scavenius tonen an og lagde op til en mere samarbejdsivrig dansk kurs: "Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa … Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 216 (se kilder).

     Dermed var den radikale Munchs passive samarbejdslinje, der i Scavenius’ øjne byggede på en fiktion om dansk neutralitet, skudt i sænk. Scavenius mente, at der måtte føres realitetspolitik, og realiteterne i 1940 var, at Danmark var besat af Europas stærkeste militærmagt, som man for alt i verden måtte stå på god fod med. Denne goodwill-politik dominerede det dansk-tyske samarbejde frem til augustoprøret 1943, men gjorde Scavenius upopulær blandt sine politiske modstandere i Rigsdagen og ikke mindst i den danske offentlighed og befolkning.

     I 1942 blev Scavenius statsminister, men han truede gentagne gange med at gå af under de store kriser, hvis Rigsdagen ikke føjede ham. Det gjorde den under protest, for reelt var der intet alternativ til Scavenius – i det mindste ikke et, som tyskerne havde tillid til og kunne acceptere. 10 måneder fik Scavenius som landets regeringschef, og indtil augustoprøret var han for politikerne et nødvendigt "onde" i bestræbelserne på at sikre fredsbesættelsen. Politikerne havde brug for Scavenius' styrke, hvad enten det var som værn imod en kynisk besættelsesmagt eller som lynafleder for en kritisk befolkning.

Den kurs, som den danske regering førte over for den tyske besættelsesmagt i tiden frem til den 29. august 1943, kaldes samarbejds- eller forhandlingspolitikken. Der var tale om et dansk-tysk samarbejde med det klare formål at undgå krigens ulykker på dansk jord og en nazificering af det danske samfund. Men hvor langt skulle de strække sig i samarbejdet og bestræbelserne på at tækkes den tyske besættelsesmagt? Det var det store spørgsmål, de danske politikere stod over for.

     Den 9. april 1940 stod det klart, at den danske regering intet alternativ havde til at indlede et samarbejde med besættelsesmagten. Det bakkede Rigsdagen, kongen og hele det officielle Danmark op om, men også befolkningen i dens stiltiende accept. Imidlertid forandrede og udviklede samarbejdspolitikken sig i løbet af besættelsen først og fremmest bestemt af verdenskrigens gang.

I de første måneder førte regeringen med udenrigsminister Munch i spidsen en afventende, passiv politik over for besættelsesmagten. Det handlede om at fastholde dansk neutralitet og suverænitet, hvis krigen sluttede hurtigt, og Danmarks skæbne skulle afgøres på en fredskonference. Med stormagten Frankrigs fald i juni 1940 svandt dette håb. Danskerne måtte i stedet indstille sig på, at landet var besat – måske langt ud i fremtiden. Derfor indledte regeringen med den ny udenrigsminister Scavenius en mere aktiv samarbejdslinje over for tyskerne.

     Gevinsten var, at det lykkedes Danmark (modsat Norge, Frankrig og Holland) at bevare sin suverænitet på langt de fleste områder. Til gengæld måtte Danmark give køb på retssikkerheden og ytringsfriheden for landets borgere.

     Tilknytningen til Tyskland blev stadig mere markant, især hvad angik det økonomiske, erhvervsmæssige samarbejde. Således prægede den aktive samarbejdslinje tiden frem til sommeren 1942, og den foregik på alle niveauer af det danske samfund. Det kom til udtryk, da Udenrigsministeriet i juli 1940 tog initiativ til Dansk-tysk Forening, hvis formål var "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forstaaelse mellem Danmark og Tyskland". Ifølge ”Gads leksikon om Danskbesættelsestid 1940-45”, s. 103 (se kilder).

     I sommeren 1942 blev den tyske sejrsmarch på østfronten bremset, og en dansk modstandsvilje begyndte at spire frem. Tyskernes besættelsespolitik blev mere aggressiv, og i takt hermed blev regeringens samarbejdspolitik nedtonet. Det foregik under en ny dansk statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954).

     Buhl sad fra maj 1942, hvor han afløste Danmarks afdøde landsfader Stauning, til udenrigsminister Scavenius overtog posten et halvt år senere. Buhl var ikke lige så tilpasningsivrig og derfor ikke lige så vellidt af tyskerne, som hans udenrigsminister var. Men i store træk fortsatte regeringen sin samarbejdspolitik under Buhls ledelse. Trods kravet om flere indrømmelser til tyskerne og en voksende utilfredshed på de indre danske linjer holdt regeringens samarbejdspolitik helt frem til augustoprøret i 1943.

For tyskerne var fordelene ved fredsbesættelsen tydelige. Tyskland var den 9. april 1940 kommet næsten omkostningsfrit ind i Danmark og kunne indtil augustoprøret 1943 holde landet besat med et minimum af tropper og materiel.

     Fredsbesættelsen sikrede en gnidningsfri dansk-tysk vareudveksling, og dansk fødevareeksport blev fra 1941 mere og mere vigtig for det tyske hjemmemarked. Det danske "mønsterprotektorat" havde også en propagandaværdi i forhold til udlandet, hvor neutrale lande så nazismens tilsyneladende venlige ansigt.

     Det kunne således betale sig for tyskerne at opretholde illusionen om, at et fredsbesat Danmark var en neutral, suveræn stat, som det tyske udenrigsministerium samarbejdede med. Således førte det tyske udenrigsministerium politiske forhandlinger med den danske regering, mens hæren (værnemagten) tog sig af militære, sikkerhedsmæssige spørgsmål. Kompetencefordelingen gav dog enkelte især juridiske uoverensstemmelser. Disse blev i det store og hele løst af de tyske myndigheder på de daglige morgenmøder, der sikrede en ensartet besættelsespolitik over for Danmark.

Det tyske udenrigsministerium var i Danmark repræsenteret ved gesandten Cecil von Renthe-Fink, der med besættelsen fik titel af rigsbefuldmægtiget. Herunder arbejdede en række civile embedsmænd, i 1941 knap 100 og i 1943 godt det dobbelte. Sammenlignet med andre besatte lande krævede Danmark en relativt lille administration. Men ro og orden varede ikke ved, og en ny stærk mand ved navn Werner Best blev i november 1942 indsat som ny rigsbefuldmægtiget.

     Som øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark sad general Erich Lüdke, indtil han i oktober 1942 blev afløst af den mere brutale general Herman von Hanneken.

     Indtil 1943 blev Danmark "holdt" af to reservedivisioner, hvis samlede styrke udgjorde 14.-21.000 mand. Hovedparten var dårligt udrustede rekrutter, ligesom Danmark i stigende grad blev brugt til rekreationsophold for nedslidte tyske divisioner. Efterhånden som frygten for en allieret invasion på den jyske vestkyst voksede, optrappede tyskerne antallet af divisioner i Danmark. Det kulminerede i august 1944 med 180.000 mand. Hertil kom cirka 50.000 mand fra det tyske luftvåben og marine.

     I takt med de militære nederlag og den voksende danske modstandsvilje lagde besættelsesmagten i Danmark en hårdere kurs. Det indebar, at Værnemagten (hæren) blev mere synlig, men også at en ny stærk magtinstans, det tyske sikkerhedspoliti, fra efteråret 1943 begyndte at operere i Danmark.

     Resultatet var interne tyske magtkampe og splid, hvilket gjorde det sværere for de danske samarbejdspolitikere at orientere sig i forhold til den tyske besættelsesmagt, der ikke længere optrådte som en enhed.

Samarbejdspolitikken var i det store og hele en succes for regeringen, eftersom den bragte Danmark uskadt igennem størstedelen af besættelsestiden. Men der var tre større kriser i de første år, og de illustrerer hver især samarbejdspolitikkens hårfine balance imellem at bevare en god kontakt til besættelsesmagten og samtidig sikre indre dansk borgfred:

• Nytårskrisen: Den begyndte i efteråret 1940, hvor den danske samlingsregering, og dermed selve det parlamentariske system, blev angrebet fra to sider. Fra den ene side af de danske nazister (DNSAP), der med støtte fra kredse i Berlin truede med at overtage regeringsmagten. Fra den anden side af de konservative kræfter i den såkaldte Danmarks- og Højgaardkreds, der ønskede samlingsregeringen erstattet med en gruppe forretningsmænd. Kritikken tog til, og den rigsbefuldmægtigede i Danmark udtrykte sin store utilfredshed med regeringens manglende tyskvenlighed. Men samlingsregeringens partier og kongen stod fast og afviste ved årsskiftet det tyske ønske om at udskifte statsminister Stauning med en upolitisk leder. Tyskerne bøjede sig, men fire af de mere tyskfjendtlige danske politikere – socialdemokraterne Hartvig Frisch, Hedtoft Hansen, H.C. Hansen og den konservative Christmas Møller – måtte i begyndelsen af 1941 se sig udskiftet. 
• Den skjulte ministerkrise: Den udspillede sig i sommeren 1941 og drejede sig om hvervningen af frivillige danskere til det tyske Ruslandsfelttog. Den 29. juni indledtes en offentlig hvervning til Frikorps Danmark; det var et alvorligt brud på dansk lov, der forbød fremmede magters hvervning på dansk territorium. Spørgsmålet var, hvordan den danske regering skulle forholde sig til dette. Den 2. juli skrev Udenrigsministeriets Pressebureau, at det var: "med den kongelige danske regerings billigelse". Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 81 (se kilder). Scavenius' ministerkolleger var stærkt utilfredse med svaret, og det kom til åbent opgør, som dog blev skjult for både tyskerne og den danske offentlighed. Der lød krav om at afsætte den tyskvenlige udenrigsminister, men de alternative kandidater afviste Staunings forespørgsler, og en styrket Scavenius valgte at blive siddende som samarbejdspolitikkens danske forhandler. 
• Telegramkrisen: Det var den hidtil alvorligste krise i det dansk-tyske forhold til trods for, at den lignede en bagatel. Hitler sendte en lykønskning på kong Christian 10.'s fødselsdag den 26. september 1942, hvortil kongen svarede: "Udtaler min bedste tak, Chr. R." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 92 (se kilder. Denne korte "varekvittering" fornærmede Hitler, der straks hjemkaldte sin rigsbefuldmægtigede og den øverstkommanderende. Danmark svævede en måned i angst og uvished om, før Hitler udnævnte Werner Best som ny rigsbefuldmægtiget og kaldte Scavenius til møde i Berlin. Her blev Scavenius forelagt en ny dansk ministerliste med sig selv som stats- og udenrigsminister. Efter tysk pres og svære forhandlinger på et splittet Christiansborg stod et nyt ministerium klart med den radikale politiker og diplomat Scavenius i spidsen. Det var den 7. november 1942, og den danske samarbejdslinje skulle vise sig at få endnu 10 måneder at leve i.

Werner Best (1903-1989) var tysk rigsbefuldmægtig i Danmark fra telegramkrisen i november 1942 til kapitulationen i maj 1945. Hitler sendte Best til København som en "nationalsocialist med en hård hånd", hvilket Best havde vist sig som, da han som SS- havde medvirket ved de morderiske jødefordrivelser i Polen og Frankrig. (Se kilde 4 s. 99). Alligevel blev juristen Best først og fremmest kendt i Danmark for sit gode og nære samarbejde med Scavenius – jævnfør deres berømte ugentlige tesamtaler.

     På denne måde blev SS-officeren Best i tiden frem til augustoprøret, men også i det resterede 1,5 år af Besættelsen, den tyske garant for, at det dansk-tyske samarbejde fungerede så gnidningsfrit som muligt. I løbet af 1943 stillede andre tyske instanser som værnemagten og politiet krav om en hårdere danskerkurs – de danske sabotører skulle bekæmpes med dødsstraf og deportationer. Det bremsede Best. Når Best så bevidst brugte "fløjlshandsken" over for danskerne, skyldtes det, at han ville vise Berlin, hvordan han omkostningsfrit og uden brug af pisken kunne integrere Danmark i det tyske storrige.

     Fredsbesættelsen og samarbejdet mellem Scavenius og Best kulminerede ved Rigsdagsvalget i marts 1943, som Best trods modstand fra Berlin fik gennemtrumfet. Dermed viste han over for Berlin, at dels bakkede danskerne op om samarbejdspolitikken dels, at det besværlige danske nazistparti ikke havde nogen fremtid. Herefter blev den økonomiske støtte til partiet inddraget.

     Augustoprøret 1943 blev det store nederlag for Bests politik. Samarbejdspolitikken brød sammen, og Scavenius forsvandt fra den politiske scene. Best mistede anseelse i Berlin og tabte magt i forhold til tysk politi og værnemagt i Danmark, der nu satte bekæmpelsen af modstandsbevægelsen højt på dagsordenen. Alligevel fortsatte Best sin diplomatiske forståelseslinje via forhandlinger med udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen og Departementschefstyret i et vist omfang, omend tyskernes kurs blev markant hårdere og mindre imødekommende over for det danske synspunkt i takt med, at datoen for det endelige tyske nederlag nærmede sig.

     I 1948 blev Best dømt til døden for sin skyld i jødeaktionen i 1943, men i 1951 blev han benådet og udvist af Danmark.

Spørgsmålet om jurisdiktion – det vil sige domsmyndighed – handlede i besættelsestiden om, hvorvidt danske borgere skulle dømmes af danske domstole og efter dansk lov – og altså i overensstemmelse med fredsbesættelsens idé om, at danskerne selv tog sig af indre anliggender.

     Men i sager, hvor danske borgere udgjorde en trussel mod den tyske værnemagts sikkerhed (for eksempel i spørgsmål om sabotage, spionage og anden undergravende virksomhed), var det så ikke værnemagtsdomstolene og tysk krigsret, der gjaldt? Spørgsmålet gav gentagne gange anledning til splid imellem tyskerne og danskerne, da det grundlæggende handlede om, hvorvidt illusionen om dansk suverænitet, som hele samarbejdspolitikken hvilede på, kunne opretholdes.

     Hitler gav i en førerordre den 1. august 1940 værnemagten ret i, at tysk krigsret også gjaldt danske forbrydelser, og indtil efteråret 1942 var problemerne ikke større, end at de i praksis kunne løses: Tre danske sabotører blev dømt ved tysk krigsret og afsonede få år i danske fængsler.

     Men den voksende danske modstand og de stadig flere sabotageaktioner skabte problemer i det dansk-tyske samarbejde. De danske domstole kunne ikke idømme dødsstraf, og de danske samarbejdspolitikere gik ikke på kompromis og undlod at indføre dødsstraf. Besættelsesmagten skærpede kursen over for modstanden ved fra efteråret 1942 at dømme flere danskere efter tysk krigsret. Frem til augustoprøret 1943 blev 39 danske statsborgere dømt, heraf fem til døden. De fire blev benådet, mens den første henrettelse af en modstandsmand fandt sted den 28. august 1943. Dermed bristede illusionen om den danske suverænitet, og jurisdiktionen gled Danmark af hænde.

Den 23. marts 1943 var der valg til Rigsdagen (datidens Folketing). Datoen var ikke tilfældig, idet Rigsdagens fireårige valgperiode udløb den 2. april. Herefter stod den siddende Rigsdag i henhold til grundloven uden formel legitimitet (befolkningsopbakning) og kunne dermed være lettere at fjerne for besættelsesmagten.

     Op til valget herskede der i Danmark tvivl om, hvorvidt Besættelsen ville medføre udskydelse af Rigsdagsvalget, sådan som det var sket med kommunevalget. Et parlamentarisk valg midt i Hitlers nazistiske Europa forekom absurd, og i Berlin var man urolige for, at valget kunne fælde den samarbejdsivrige Scavenius-regering eller føre til uroligheder i det danske mønsterprotektorat. Men Best fik overbevist Berlin og kunne den 1. marts meddele Scavenius, at Hitler havde indvilget.

     Efter dansk-tysk aftale blev Rigsdagsvalget ikke et frit valg. Det forløb uden valgkamp partierne imellem, med brug af (selv-)censur i medierne, forbud mod et parti (DKP), ligesom tidens vigtigste emne, dansk politik over for besættelsesmagten, ikke blev diskuteret. De illegale kommunister, Frit Danmarks folk og England over BBC opfordrede uden held danskerne til at stemme enten blankt eller på nejsigere blandt partikandidaterne. Alligevel blev valget en stor triumf for samarbejdspolitikkernes partier – og personlige sejre for Scavenius og Best. Valgdeltagelsen var på hele 89,5%, og vælgernes opbakning til de samarbejdende partier var overvældende: 94,6% (svarende til 140 af tingets 148 medlemmer) af stemmerne gik til disse partier.

     Omvendt blev valget et stort og afgørende nederlag for de partier, der stod uden for samarbejdet og dermed uden for det nationale sammenhold. Det gjaldt først og fremmest de danske nazister i DNSAP og for Bondepartiet. De fik samlet 5 mandater og var færdige i dansk politik. Men også for det eneste legale protestparti, Dansk Samling, blev valget en skuffelse. Således nød regeringens samarbejdslinje endnu stor opbakning i foråret 1943.   Modstandssynspunktets sejr kom først et halvt år senere.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, hvor landet var besat, og Anden Verdenskrig rasede i de europæiske nabolande. I det store og hele lykkedes det da også at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samtidig holdt samarbejdet med besættelsesmagten det store økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Det betød, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse under Besættelsen. Dog blev skellet mellem fattig og rig større. Befolkningen vidste, at dens eksistens og livsgrundlag stod på spil, og den nærede tillid til, at politikernes tilpasnings- og samarbejdslinje kunne bringe landet uskadt igennem Besættelsen.

     Hermed ikke sagt, at man som dansker var tyskerne venligt stemt i de første besættelsesår. Også tyskerne vidste, at danskerne i den store krig var på de allieredes side. Men befolkningen fulgte statsminister Stauning og kong Christian 10.'s indtrængende appeller om at udvise samfundssind og offervilje i en svær tid. Dagligdagen skulle jo forsætte trods mørkelægning og erstatningskaffe. Sporvognene kørte fortsat, og skolen og fabrikken holdt åbent. Dagliglivets små og store gøremål blev klaret, hvad enten det var i by eller på land, trods hårde tider med rekordhøj arbejdsløshed og boligmangel.

Udadtil var tilpasningen og indordningen også den almindelige danskers reaktion på tyskernes tilstedeværelse i landet. Imens fandt en national vækkelse sted i befolkningen, hvor det gjaldt om at udvise patriotisk sindelag. Her var tale om et slags indre eksil i form af dansk hjemstavnsidyl og fælles kulturarv. Men også alsangsbevægelsen og kongedyrkelsen var en stille protest, der markerede det sammenhold og den søgen indad, som var de mange danskeres reaktion på en ydre besættelse.

     I den første lange besættelsestid stod samarbejde og modstand ikke skarpt over for hinanden. Forfatteren Tage Skou-Hansen husker, at i de første besættelsesår "var man ikke enten-eller […] en lang overgang var man med god samvittighed begge dele." Det var først efter augustoprøret, at "tingene afgørende forenkledes". Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 12 (se kilder).

     Den almindelige danskers indsats i augustoprøret i 1943, og siden den store, blodige folkestrejke i sommeren 1944, markerede et holdningsskift i befolkningen. Ikke mindst fra 1944, hvor modstandsbevægelsens illegale presse for alvor nåede bredt ud med sine budskaber, blev frihedskæmperne alt mere befolkningens store helte. Derimod var de unationale, landsforræderne, de danske nazister og østfrontsfrivillige, men i høj grad også værnemagtsarbejdere og tysklandsarbejdere – og de gamle samarbejdspolitikere uglesete.

     Befolkningens heltedyrkelse kulminerede ved befrielsen den 5. maj 1945, hvor hele 300.000 danskere påberåbte sig at være med i modstandsbevægelsen. Nu kunne nationalpatriotismen smelte sammen med modstandsbevægelse og regeringspolitikere under de allieredes billigelse. Dette er blevet døbt det store nationale kompromis. Eller besættelsestidens største myte om det danske folk i samlet kamp.

I begyndelsen af besættelsestiden var der ingen åben dansk modstand mod den tyske besættelsesmagt. Men hen over sommeren 1940 mobiliseredes – med inspiration fra Sønderjylland og Norge – en bred folkelig rørelse, som kaldes den nationale vækkelse. Den nationale vækkelse blev et forsvar for det at være dansk, og den gav i en svær tid selvværd og selvrespekt. Dyrkelsen af dansk sprog, kultur og historie var samtidig en passiv afstandtagen fra det, der var udansk: besættelsesmagten og danske nazister og kommunister (jævnfør Hitler- og Stalinpagten). Den nationale vækkelse kom til udtryk på mange måder og samlede store dele af befolkningen. Det illustrerer følgende:

• Fra juli 1940 begyndte almindelige danskere over hele landet at samles til såkaldt alsang, hvor gamle fædrelandssange blev sunget i fællesskab. En fredelig manifestation af det danske, som tyskerne ikke greb ind overfor. Alsangsstævner var et stort samlingspunkt, der kulminerede søndag den 1. september 1940 med 720.000 deltagere. 
• Christian 10. blev symbolet på det danske. Da kongen fyldte 70 år den 26. september 1940, fejredes det ved folkemøder over alt i landet, og fra radioen sendtes "live" hele dagen om kongeparrets køretur gennem et menneskehav af flagende københavnere. Danskerne bar kongemærket i dannebrogsfarver i knaphullet, og kongens daglige ridetur – indtil han faldt af hesten den 19. oktober 1942 – gennem hovedstaden signalerede dansk sindelag og sammenhold. 
• I sommeren 1940 skabte socialdemokrater og konservative Dansk Ungdomssamvirke, som et nationalt kulturværn imod nazistisk påvirkning. I spidsen stod den unge teologiprofessor Hal Koch. Grundtvig og højskoletanken spillede en central rolle, og ved de meget populære foredrag, i studiekredse og på folkemøder dyrkedes den fælles danske kulturarv.

     I løbet af besættelsestiden dæmpedes den nationale vækkelse og dens videre betydning. Om det var en nødvendig overgangsfase for den senere aktive modstandsbevægelse er til stadig diskussion. Men i besættelsestidens første år havde vækkelsen stor symbolsk betydning for samarbejdspolitikerne. For dem var den udtryk for, at den danske befolkning loyalt bakkede op om det politiske system og om samlingsregeringen.

Til forskel fra det øvrige krigsbesatte Europa slap Danmark for hungersnød og sultedød. Alligevel blev besættelsen en prøvelsens tid materielt såvel som mentalt. For at undgå at Danmark blev et bombemål, skulle hele landet være mørklagt kl. 20.00. I hjemmene fik man travlt med at ophænge mørklægningsgardiner eller male vinduer og elpærer mørke. Uden for henlå gaderne i mørke.

     Utallige tilflugts- og beskyttelsesrum blev indrettet. I udlejningsejendommene skete det ved at bombe- og nødhjælpssikre kælderrum. 120.000 husvagter fik ansvaret for at genne beboerne ned i kælderen, når luftalarmen gik. Det gjorde den ofte og gerne midt om natten og med falsk alarm. Særligt i Besættelsens første tid skabte alarmerne utryghed og frygt hos mange danskere, men efterhånden blev de en del af hverdagen. Hertil kom, at de mange politibetjente, 3.200 i 1940 og 10.000 i 1945, sørgede for orden og tryghed på gaden.

     I løbet af besættelsestiden var udbuddet af varer konstant faldende, særligt frem mod 1945. Hamstringsbølger, byttecentraler og rationeringsmærker var tidens svar på vareknaphed. Direktoratet for Vareforsyning fik til opgave at regulere og administrere landets samlede vareforbrug fra forbruger til fabrik. 2,5 millioner ansøgninger om året blev behandlet og nye tilladelser, rationeringer og forbud udstedt – såsom et forbud mod at annoncere "Ost, ost, ost", da det antydede overflod.

     Vareknaphed ramte de lavestlønnede hårdest, da de gode dagligvarer var for dyre, mens de billigere var dårlige eller/og rationeret. Der føjedes hele tiden nye varer på listen over rationeringer, blandt andet sukker, brændsel, brød, smør, gas, sæbe og kaffe. Kafferationerne faldt i foråret 1940 fra 600g til 250g til 125 gr. pr. måned, så de få kaffemærker på det såkaldte rationeringskort skulle bruges med omhu. For almindelige danske familier var det en stor udfordring at få midlerne til at strække til de daglige behov (mad, tøj, varme og transport). I ét væk blev der sparet, erstattet, repareret, lappet, byttet og fantasien blev brugt.

     Det var en stor fordel at bo på landet hvad angik adgangen til friske fødevarer, og i byerne var nytte- og kolonihaver eftertragtede; her dyrkede man grøntsager, plukkede frugt, passede kaniner og fodrede høns. Retter af kål, grød og suppe var udbredte, og med udgivelserne af kogebøgerne "Kaninretter – til hverdag og fest" og "Gratis Mad – af ukrudt" kunne nye madeksperimenter prøves.

     Hvad angik tøjet, kunne alt anvendes, en papirfrakke eller en kaninskindspels, en hue af hundehår, en gazenederdel samt et par sko af rødspætteskind eller et par tangstøvler.

     I kakkelovnen fyredes i de rekordkolde vintermåneder med tørv, så løbesoden rendte ned af væggene. I gadebilledet blev privat bilkørsel forbudt og hestevogne dominerede. I 1944 fik selv Værnemagten problemer med transporten, og på ordre fra Werner Best blev alle nye cykler beslaglagt, hvormed tyskerne begik Danmarkshistoriens største cykeltyveri.

Under Besættelsen var det danske samfund ikke alene truet af en ydre fjende, men også truet indefra. Trods det nationale sammenhold blev samfundet socialt set mere skævt, og spændingerne imellem de forskellige befolkningsgrupper var store. Klassekamp truede det danske velfærdsprojekt, idet forskellene på dem, der tabte, og dem, der tjente på Besættelsen, var betydelig.

     Danmark blev generelt fattigere med Besættelsen, og den sociale nød ramte især arbejdere, funktionærer og pensionister; altså de grupper der i forvejen hørte til de fattigste. Det gjaldt eksempelvis de industri- og håndværksarbejdere, som repræsenterende en tredjedel af de danske husstande, hvor reallønnen og købekraften faldt med 20 %. Mere end hver tredje stod uden arbejde i 1940. Ikke mindst i byerne, hvor de forringede levevilkår medførte underernæring, vitaminmangel og sygdomme. Her opførte stat og kommune husvildebarakker til de hjemløse, der blev åbnet folkekøkkener, og epidemibekæmpelsen blev intensiveret.

     Kontrasten imellem livet i et arbejderhjem på Nørrebro og det liv, som de såkaldte værnemagere førte, var enorm. Værnemagere var betegnelsen for de erhvervsdrivende, der samarbejdede med tyskerne og derigennem tjente store summer. Modstandsmanden Elias Bredsdorff erindrer: "Der er gullaschstemning i Vestkystens byer i disse år […] unge fiskerdrenge, der har tjent 3.000. kroner på en uge, og entreprenører, der har tjent det dobbelte på en dag, kaster om sig med penge […] uden skrupler lever [de] højt på den vældige pengeflod, som tyskerne lader flyde fra den danske stats kasse". Ifølge ”Efter drabet”, s. 25 (se kilder).

I maj 1940 indledte de borgerlige partier et opgør med velfærdsprojektet, og under trusler om at sprænge samlingsregeringen pressede de en række kriselove igennem. Lønstop, ophævelse af pristalsreguleringen og strejkeforbud indgik i partiet Venstres kamp mod arbejderklassen: "hvis fagforeningerne ikke makker ret, kan de få nazisterne." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid”, s. 423 (se kilder).

     Da lovgivningen samtidig forbedrede vilkårene for bønderne, skærpedes spændingerne i samfundet. Landbrugernes Sammenslutning støttede nazisterne, mens flere og flere utilfredse og ulovligt strejkende arbejdere sluttede sig til kommunisterne og gjorde klassekampen desto tydeligere.

     I løbet af 1942 og 1943 stabiliseredes priserne, lønningerne øgedes og arbejdsløsheden overvandt som følge af tysklands- og værnemagtsarbejdere, eksport samt erstatningsproduktion. Alene 70.000 var beskæftiget med tørvegravning. Denne positive økonomiske udvikling varede Besættelsen ud, men for de fattigste danskere var dagligdagen fortsat præget af mangel på især brændsel, tøj og mad.

Dansk kunst- og kulturliv klarede sig generelt godt under besættelsestiden. Trods censur og propaganda førte besættelsesmagten ikke en aggressiv kulturpolitik, men tilstræbte at samarbejde og undgå konfrontationer med befolkningen. Samtidig forekom danskernes behov for kultur og kunst umætteligt. I en tid med mørklægningsgardiner, vareknaphed og støvletramp havde danskerne ekstra brug for at grine, glemme og huske.

     Måske medvirkede dansk kultur og kunst til at fremme danskernes "Vi-er-alle-i-samme-båd"-følelse af national identitet og fællesskab. Kunst- og kulturlivet oplevede et publikumsboom, og det voksende marked gav plads til nye kunstnere og nye tiltag fra underholdningsindustrien; ikke mindst inden for litteratur, film, musik, teater og revy.

• Danskerne var læseheste under Besættelsen. Folkebibliotekernes udlån steg med 34%, og antallet af nye titler med 53%. Hertil kom, trods papirmangel, en skov af kulørte ugeblade, magasiner og tegneserier, men også illegale blade og nazistiske tidsskrifter. Forlagene havde gyldne tider. Der udkom metervis af bestsellers, billigbogserier og storværker med læderryg og guldsnit samt en lind strøm af danske debutanter og nye oversættelser. Nogle af bøgerne var såkaldt finlitterære, men især solgte detektiv-, læge- og historiske romaner. En forfatter som Morten Korch var populær. Når han skrev om stråtags- og bondepigeidyl, var det en danskhed, de fleste kunne føle og forstå. 
• Det årlige antal biografbesøg steg fra 28 til 47 millioner fordelt pålandets 350 biografer. Besættelsesmagten indførte importstop og gradvis censur på engelske, franske og amerikanske film og forsøgte at lokke danskerne ind og se de mange tyske film. Men danskerne foretrak egne og svenske film og måtte så leve med de tyske propagandaforfilm (UFA's ugerevyer). Dansk film blomstrede op med flere premierer, filmselskaber og skuespilstjerner. Gamle film blev støvet af til repremierer. Især folkekomedier, lystspil, musicals og kriminalfilm blev set 1, 2 eller 5 gange. 
• Musikken, særligt jazzen, havde sin guldalder. Et stop for pladeimport betød, at dansk jazz fandt sin egen stil. Når pianisten Leo the Lion Mathisen på københavner-engelsk sang "tag det roligt boy, boy", swingede det på danserestauranterne. Swingkulturen var ungdommens muntre protest og hyldest til al det forbudte amerikanske. "Abemusik" og "negerdans" kaldte tyskerne – og mange ældre danskere – jazzen. Det førte til sammenstød mellem unge swingpjatter og besættelsesmagtens folk, der den 11. juni 1944 lod dansestedet KB-Hallen i København sprænge i luften. 
• Dansk teater og revy var underlagt censur og bødetrusler, men bortset fra antinazistiske stykker blev der spillet relativt frit, om end forestillingerne var færre. Teatrene levede i høj grad på engelske og amerikanske kassesucceser, mens dansk drama var i hænderne på stærke kræfter som Kaj Munk, Soya og Kjeld Abell. Revy og kabaret var populære genrer, især når satiren var rettet mod tyskerne. Berømt var Liva Weels frihedssang "Man binder os på mund og hånd ... ", som tusindkunstneren Poul Henningsen fik listet uden om tekstcensuren. Eller da Stig Lommer omgik tyskernes udgangsforbud og inviterede danskerne til revy kl. 7 om morgenen.

Umiddelbart blev 1930'ernes økonomiske krise forstærket af Besættelsen. Det danske erhvervsliv blev afskåret fra at handle med England og oplevede derigennem en massiv produktionsnedgang. Besættelsen skabte en ny situation for erhvervslivet, og det krævede omstilling og indretning efter det nye store tyske marked, hvilket viste sig svært for flere brancher, for eksempel boligbyggeriet og metalindustrien. Knapheden på råvarer og brændsel var betydelig, hvilket andre brancher forstod at udnytte. Det gjaldt de talrige brunkulslejre og tørvemoser, der under lempelige skattevilkår skød op og spandt guld på at forsyne danskerne med det ringeste erstatningsbrændsel.

     Generelt faldt den danske produktion i årene 1940 til 1943, hvorefter den steg besættelsestiden ud. Produktionsomkostningerne steg også markant, men for mange brancher, ikke mindst inden for fødevareproduktion, mere end udlignedes det af prisernes himmelflugt. Således steg prisen på smør med 75 % alene i 1940. Da tyskerne betalte i stærke mark og de danske forbrugere i den svage krone, blev erhvervslivet holdt kørende og det danske samfund i gang besættelsestiden igennem.

Landbruget overvandt under besættelsesårene 1930'ernes krise, selvom der var stor forskel på at være husmand og godsejer. Især de større gårde klarede sig rigtig godt trods strenge vintre og mangel på gødning og foderstoffer. Produktionen blev omlagt. Landbrugets manglende motorisering blev en fordel i en tid med knaphed på olie, hvor 500.000 arbejdsheste holdt produktionen i gang. Det betød, at hjemmemarkedet blev dækket med danske produkter og overskuddet solgt til Tyskland og de nordiske lande. Alene eksportpriserne på landbrugsvarer steg med 100 % i løbet af det første besættelsesår, og fra 1940 til 1945 oplevede landbruget generelt en flerdobling af indkomsten.Fiskeriet klarede sig trods konstant mangel på dieselolie rigtig godt. Priserne steg, og eksporten til Tyskland blev femdoblet – det svarede til 60 % af den samlede fangst eller 18 % af tyskernes forbrug. Nogle skippere og fiskeeksportører fik indtægtsforøgelser på hele 3-400 % under Besættelsen. Det gjorde i øvrigt fiskeindustrien til et oplagt mål for sabotage. Generelt var fiskeriet et farligt erhverv, og hen ved 200 mennesker mistede livet på Nordsøen som følge af minesprængninger og flyverangreb.

Industri og håndværk gik det generelt rimeligt med, men der var stor forskel brancherne imellem. Særligt i de sidste besættelsesår var det svært at få forsyninger frem. Industrien var nedslidt og lagrene tømte ved befrielsen. Produktionen var først og fremmest rettet mod hjemmemarkedet, hvor mad, tøj og brændsel blev solgt til forhøjede priser og ofte uden udenlandsk konkurrence. Trods knaphed på råvarer formåede for eksempel næringsmiddel- og beklædningsindustrien at omstille sin produktion og fordoblede derigennem sit overskud i løbet af besættelsesårene. I sagens natur var dette ikke muligt i jern- og metalbranchen, som led under faldende indtægter, fyringer og lukninger. Det kompenserede værnemagtens "ekstraordinære industrileverancer" delvis for, hvorfor skibsindustrien og maskinfabrikkerne blev et yndet mål for sabotage. Imens øjnede dele af dansk industri gode indtægtsmuligheder i samarbejdet med besættelsesmagten. Det fik i efteråret 1941 en kreds af ledende danske erhvervsfolk til – med regeringens og Hitlers billigelse – at danne det såkaldte Østrumsudvalg. Et virksomhedsfremstød i de tyskbesatte baltiske lande. Resultaterne blev få, men det lykkedes et par store danske virksomheder at etablere to fabrikker ved at bruge kz-fanger som slavearbejde.

Besættelsen den 9. april 1940 betød, at Danmark blev handelsmæssigt isoleret og ganske afhængig af Tyskland. Men modsat flere andre besatte lande udplyndrede Tyskland ikke Danmark, men indgik i et omfattende økonomisk samarbejde, som begge lande havde klare fordele af og derfor nødig ville sætte over styr.

     For Danmarks vedkommende sikrede udenrigshandlen med Tyskland produktionen, og trods konstante inflationsproblemer var det afgørende for den danske befolknings gode levevilkår. Danmark dækkede 10-15% af Tysklands fødevarebehov og var således den næstvigtigste leverandør.

     England var før Besættelsen Danmarks absolut største handelspartner, men med tyskerne i landet forsvandt den oversøiske handel. Ud over en fortsat handel med de øvrige nordiske lande overgik den samlede danske eksport til Tyskland; den steg fra i 1939 at være på 23 % til fra 1941 at ligge på 80 %. Det hang først og fremmest sammen med de vellykkede handelsforhandlinger, der fra april 1940 blev ført kvartalsvis i det tysk-danske regeringsudvalg.

     Handelsaftalerne betød, at danske fiskeri- og landbrugsprodukter (smør og kød) eksporteredes til Tyskland, og begge erhverv kunne efter en træg start forsyne det tyske hjemmemarked til tårnhøje priser. Til gengæld forsynede besættelsesmagten det danske "spisekammer" med råstoffer, primært brændsel, men også gødning og jern.

     For dansk industri var de tyske forsyninger af vital betydning. Industrien spillede slet ikke samme handelsmæssige rolle som landbruget og fiskeriet, men i de sidste besættelsesår flerdobledes industrieksporten til Tyskland. De "ekstraordinære industrileverancer" skaffede ordre til virksomhederne. Det foregik på værnemagtens forlangende, om end efter aftale om, at tyskerne selv leverede de nødvendige råstoffer og -varer til produktionen.

Alt i alt var den danske udenrigshandel under Besættelsen præget af noget-for-noget-aftaler med Tyskland, og ikke den fulde økonomiske indlemmelse af Danmark i det Stortyske rige (Neuropa), som traktatforhandlingerne om en fælles told- og møntunion havde lagt op til. Det økonomiske samarbejde fungerede fint uden. I takt med, at tyskerne trængtes i krigen, blev de danske forsyninger desto vigtigere.

     Betalingen til eksportørerne blev ordnet over Clearingkontoen i Nationalbanken, som oprindeligt var et reguleringssystem til at balancere den dansk-tyske handel, men som under Besættelsen udviklede sig til en løbende kassekredit for tyskerne. Clearingkontoen stod ved befrielsen på flere milliarder kroner i dansk favør, men gælden forblev ubetalt.

I løbet af besættelsestiden rejste ca. 125.000 danskere til Tyskland for at få arbejde. Ud over disse tysklandsarbejdere var endnu flere i arbejde for værnemagten i Danmark. Når så mange danskere arbejdede for den forhadte besættelsesmagt, hang det først og fremmest sammen med, at arbejdsløsheden var høj og ramte skævt. Således var hver tredje danske arbejder uden beskæftigelse i vinteren 1940/41.

     For tysklandsarbejdernes vedkommende begyndte det med en dansk-tysk "studehandel": Handelsforhandlingerne i april-maj 1940 var endt med, at Tyskland accepterede at levere kul og koks til Danmark på betingelse af, at den tyske arbejdskraft erstattedes af dansk. Tyske arbejdsanvisningskontorer, og efterhånden også en del private danske, lokkede og hyrede frivillig dansk arbejdskraft.

     Trods trusler tvangsudskrev tyskerne aldrig danskere til arbejde, men der findes eksempler på, at de danske kommuner og fagforeninger økonomisk "truede" arbejdsløse til at lade sig hyre. Indtil 1944 opholdt konstant 30.000 danskere sig i Tyskland. Herefter faldt antallet markant. Hver tiende tysklandsarbejder var kvinde. Beskæftigelsen var primært inden for ufaglært bygge- og anlægsarbejde, men også i serviceerhverv.

     Arbejdskontrakterne var typisk på et halvt år, lønnen rimelig og arbejdet hårdt, mens indkvarteringen foregik i lejre med ringe forplejning.   Efter befrielsen var mange tysklandsarbejdere præget for livet af mødet med nazismen, straffelejre, de allieredes bombeangreb og hjemkomsten til et stærkt fordømmende Danmark.

Værnemagtsarbejderne arbejdede i Danmark. På værnemagtens militære anlæg (flyvepladser, bunkers m.m.), men først og fremmest som bygningsarbejdere på Vestvolden – befæstningsforsvaret på den jyske vestkyst. Dette kæmpe byggeprojekt var tysk ledet, men det var efter aftale danske entreprenørfirmaer og arbejdskraft, som fra 1942 udførte selve byggeriet. Danskerne kom selv til at finansiere byggeriet over Nationalbankens "Værnemagtskonto", der ved Besættelsens ophør stod på minus 5 milliarder kroner.

     Værnemagtsarbejde betragtedes som landsforræderi i Danmark, men arbejdsløsheden var høj og lønnen tilsvarende, hvorfor det ikke var svært at skaffe nødvendig arbejdskraft, endsige grådige danske firmaer, hvoraf flere efter krigen dømtes som værnemagere.

Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) stiftedes i november 1930, som en tro kopi af det tyske moderparti. DSNAP var funderet på den nazistiske ideologi, føreridealet og racetanken og omfattede en partihær, SA, af trænede unge "soldater" i uniform og hagekors. Ved Rigsdagsvalget i 1939 fik partiet 3 mandater (31.000 stemmer) og talte omkring 5.000 medlemmer.

     Der var også andre, men ubetydelige nazistiske grupperinger i Danmark. Fra at være et lille, isoleret parti kom DNSAP under Besættelsen til at spille en større politisk rolle. Besættelsesmagten brugte DNSAP som skræmmebillede. Hvis den danske regering ikke makkede ret, kunne tyskerne jo altid lade DNSAP og dets leder, lægen Frits Clausen (1893-1947), komme til magten!

     Hen over sommeren 1940, hvor forventningerne om tysk sejr og et kommende storrige var størst, stod Frits Clausen og DNSAP stærkest. Partiet samarbejdede med landbrugsorganisationen LS om at overtage regeringsmagten, alt imens de danske politikere frygtede, at det kunne ende som i Norge, hvor den nazistiske Quisling-regering blev indsat af tyskerne.

     DNSAP iscenesatte en kampagne i partidagbladet "Fædrelandet" og flere voldelige demonstrationer for at vælte samlingsregeringen. Men i november 1940 krævede besættelsesmagten kampagnen stoppet. Man var ikke interesseret i at sætte den så fordelagtige dansk-tyske samarbejdspolitik over styr. Hermed var DNSAP's status svækket trods massiv økonomisk støtte fra Tyskland og Hitlers erklæringer om, at han engang ville se Frits Clausen ved magten i Danmark.

     I løbet af 1941-42 fik DNSAP en ny rolle som hverve- og rekrutteringsagent for den tyske krigsmaskine i Danmark. Således var de fleste frivillige danskere i tysk krigstjeneste medlemmer af DNSAP. Men Frits Clausens partifæller i DNSAP gjorde sig mere og mere upopulære hos det tyske SS i Danmark, eftersom demonstrationer, gadekampe og overfald truede det gode samarbejde med danskerne.

     Sidste chance for Frits Clausen blev Rigsdagsvalget i marts 1943. DNSAP opnåede 43.000 stemmer (3 mandater), hvoraf hele 21.000 var partimedlemmer. Medlemsskaren flyttede sig i løbet af Besættelsen fra primært at være yngre mænd fra landbruget og byernes middelstand til i højere grad at omfatte folk fra arbejderklassen, også en del kvinder.

     Det dårlige valgresultat betød, at DNSAP blev værdiløse for tyskerne. Rigsbefuldmægtiget Werner Best fjernede den økonomiske støtte til partiet, og Frits Clausen måtte i foråret 1944 afgå som partifører. Efter befrielsen blev Frits Clausen sat i fængsel, hvor han døde i 1947. Samme år opløstes DNSAP som følge af en konkurs.

Omkring 12.000 danskere meldte sig i løbet af besættelsestiden til tysk krigstjeneste. Halvdelen af disse blev optaget i tyske elitestyrker. Det vil sige i tre enheder af det tyske Waffen SS betegnet Division Wiking, Division Nordland samt Frikorps Danmark. Af disse 6.000 frivillige, hvoraf 1.500 var fra det tyske mindretal i Sønderjylland, faldt eller forsvandt hen ved 2.000 efter de voldsomme kampe på Østfronten.

     De danskere, som meldte sig frivilligt, repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen. Den østfrontsfrivillige var typisk en 25 år gammel mand fra arbejderklassen, medlem af DNSAP og antikommunistisk indstillet. Ud over disse fællesnævnere var de østfrontsfrivilliges motiver forskellige: flugt fra arbejdsløshed, en mulighed for at forsørge familien, drømmen om et bedre liv i det nye Europa eller ren og skær eventyrlyst. Realiteterne var, at danske østfrontsfrivillige deltog i en uhyre hensynsløs udryddelseskrig rettet mod jøder, russere og andre slavere, hvor civile og soldater blev henrettet i flæng og landsbyer nedbrændt.

     Allerede i maj og juni 1940 begyndte Waffen SS og DNSAP at hverve frivillige blandt især Sønderjyllands såvel tyske som danske statsborgere. Hvad angår danskerne, var der tale om hemmelige hvervninger, da hvervekontrakten af hensyn til dansk lov først kunne underskrives, når den frivillige havde passeret grænsen. Hvervningerne gik trægt og mange kasseredes. Kun 250-300 kom af sted til tysk krigstjeneste i Regiment Nordland, og de fleste rejste snart hjem igen. Bedre gik hvervningen til Division Wiking (herunder Regiment Nordland), som fra februar 1941 fik fat i 700 mand til Waffen SS.

     Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Få hundrede danskere fra Division Wiking deltog i angrebet. Forventningen om en hurtig tysk sejr rejste en antikommunistisk bølge i Danmark. Hvervningen af danskere til "korstoget mod bolsjevismen" (kommunismen) blev nu officiel, og med regeringens sympati og billigelse og pressens massive dækning blev Frikorps Danmark oprettet. I de næste måneder meldte over 1.000 danskere sig på DNSAP's hvervekontorer og efter langvarig træning i Polen sendtes de første i maj 1942 i kamp. Da korpsets leder C. F. von Schalburg (1906-42) faldt i juni 1942, deltog regeringen og kongehuset i begravelsen. Men kun få måneder senere var stemningen vendt. De østfrontsfrivillige og deres familier blev i stigende grad betragtet som landsforrædere, og da frikorpset i september 1942 sendte folk hjem på orlov, endte det i voldsomme optøjer. Regeringens tyskvenlige kurs nød ikke længere opbakning i befolkningen.

     Alt i alt tjente hen ved 1.800 danskere i frikorpset, som blev nedlagt i juni 1943. De østfrontsfrivillige danskere blev overflyttet til Division Nordland, der deltog i de lange brutale tilbagetrækningskampe vestpå, og de var som de sidste i aprildagene 1945 med til at forsvare Hitlers Berlin. Mange blev efter befrielsen dømt for at have været i tysk krigstjeneste og fik typisk to års fængsel. Derimod blev de ikke dømt for krigsforbrydelser på Østfronten.

I løbet af besættelsestiden kom de danske kommunister til at spille en afgørende rolle i modstandskampen. Det var der intet, der tydede på ved Besættelsens begyndelse, hvor kommunisterne var fåtallige og stærkt upopulære i befolkningen. Sidstnævnte fordi det kommunistiske parti (DKP) forholdt sig passivt og ukritisk over for besættelsesmagten på grund af partiets loyalitet over for ikkeangrebspagten mellem Hitler og Stalin. Men den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Dermed var også de danske kommunister blevet fjender med besættelsesmagten, som selvsamme dag indledte interneringen (det vil sige indespærringen) af kommunisterne.

     Den 22. juni stillede det tyske gesandtskab krav om, at ledende danske kommunister skulle arresteres. Det accepterede den danske regering, og den efterkom kravet i langt højere grad end nødvendigt. De følgende dage arresterede dansk politi knap fem gange flere kommunister, end besættelsesmagten havde krævet: 336 danskere i stedet for de 66 personer på den navneliste, som tysk politi allerede i 1940 havde fået lov til at kopiere fra dansk politi. En del blev siden løsladt igen, men nye arrestationsbølger af spaniensfrivillige og partifunktionærer fulgte i tiden frem til august 1943, hvor i alt 246 kommunister sad fængslet (interneret) i Horserødlejren.

     Interneringen søgtes den 22. august 1941 lovliggjort, da en enig Rigsdag vedtog Kommunistloven, som forbød kommunistisk virksomhed. Interneringen, som omfattede tre folketingsmænd, var et klart brud på den danske grundlov. Samarbejdspolitikerne forsvarede sig ved at henvise til nødretten og argumenterede for, at Horserød var bedre end en tysk koncentrationslejr. Men ordene blev gjort til skamme, da de første 150 danske kommunister i efteråret 1943 sendtes til Stutthof i Polen, hvor de 22 døde.

     Interneringen af de danske kommunister blev et af samarbejdspolitikkens mørkeste kapitler. Den rejste dels spørgsmål om, hvor langt Danmark endnu skulle gå i sin tilpasningspolitik over for tyskerne, dels sendte den kommunisterne "under jorden". Herfra fortsatte de deres politiske agitation ved at orkestrere demonstrationer og strejker. I løbet af 1942 begyndte kommunisterne det organiserede illegale arbejde i Danmark.

Fredsbesættelse og samarbejdspolitik betød, at den danske regering og konge – modsat for eksempel Norge og Holland – kunne forblive i landet besættelsestiden ud. Men der var andre danskere, som mere eller mindre frivilligt sad i eksil og derfra viste omverdenen, at den danske befolkning også stod for modstand og kamp på de allieredes side. Disse frie danske stemmer i udlandet skal der gives nogle eksempler på:

• Henrik Kaufmann (1888-1963) var dansk gesandt i Washington. Han havde på dagen for Besættelsen erklæret, at han repræsenterede "det frie Danmark" og derfor handlede uafhængigt af København. Det illustrerede Kaufmann, da han præcis et år senere indgik aftale med USA om, at amerikanerne kunne anlægge baser på Grønland. Det fik København til at afskedige den egenrådige Kaufmann, men USA anerkendte ham, og besættelsestiden ud talte Kaufmann Danmarks sag og rejste penge til De Frie Danske. 
• John Christmas Møller (1894-1948) var en ledende konservativ politiker og tidligere handelsminister. Han ankom til London i maj 1942 og blev formand for Det danske Råd (De Frie Danskes ledelse). Fra London sendte Christmas Møller sin berømte aftentale hver søndag over radioens BBC. I Danmark ventede befolkningen spændt på nyt fra den store modstandsmand, hvis budskab var kritik af den danske samarbejdslinje og opfordring til modstand. 
• Ebbe Munck (1905-75) var journalist med base i det krigsneutrale Sverige. Han var fra efteråret 1940 den danske efterretningstjenestes kontakt til den engelske sabotageorganisation, SOE, og videresendte oplysninger om værnemagten i Danmark. I takt med, at den danske modstandsbevægelse opstod, blev Munck en central figur i alt fra våbennedkastninger og flugtruter til oprettelsen af Den danske Brigade og anerkendelsen af Danmark som allieret. 
• 3.000 danske søfolk var under Anden Verdenskrig krigssejlere for de allierede. Krigssejlerne udgjordes af de danske skibe og søfolk, der efter den 9. april 1940 lå i britisk farvand og på opfordring havde meldt sig under engelsk flag. Hertil kom danske søfolk eller skibe, der tog hyre i de allieredes flåde og deltog i mange af Anden Verdenskrigs berømte slag – i øvrigt side om side med de henved 1.000 andre danskere, der frivilligt gik i allieret krigstjeneste som soldater. Fra "hjembyen" Newcastle sejlede krigssejlerne som frie danske på de farefulde forsyningskonvojer over især Atlanten. Det kostede 3 ud af 5 livet.

En række begivenheder i sommeren 1942 antydede, at en dansk modstandsbevægelse var ved at se dagens lys. Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var tale om uorganiserede og tilfældige aktioner. De var typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel såsom at klippe telefonledninger over, stjæle tøj og materiel eller ødelægge køretøjer.

     I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. De danske kommunister førte an, og i juni og juli organiserede de en række brande af biler og bygninger i flere større danske byer. Den 26. juli ødelagde kommunister to af tyskernes hurtigbåde, og den 1. september udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.

     Samtidig var danske faldskærmsfolk, trænet i England, begyndt at operere i landet med det formål at gøde jorden for en modstandsbevægelse. Truslen fra en spirende dansk modstandsbevægelse fik besættelsesmagten til at reagere prompte med indsættelsen af fabriksvagter, jernbanebevogtning og mere politi.

Fra tysk side såedes tvivl om, hvorvidt dansk politi og retsvæsen kunne dæmme op for modstandsbevægelsens sabotagehandlinger. Derfor krævede den tyske gesandt Renthe-Fink den 10. august 1942, at Danmark indførte dødsstraf for sabotage, eller at de danske sabotører overgik til tysk krigsret og dødsdom.

     Kravet var en trussel mod fredsbesættelsens illusion om dansk suverænitet og hele fundamentet for samarbejdspolitikken. Det mildnede først tyskerne, da en presset dansk statsminister, Vilhelm Buhl, den 2. september holdt sin berømte radiotale, hvori han vendte sig imod den sabotage, som truede fred, ro og orden i landet, og opfordrede til stikkeri: "Vær med til at gøre det klart for alle, navnlig de unge, at den, som har begået sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaringen af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 71 (se kilder).

     Svaret på Buhls antisabotagetale kom den 6. september, da Christmas Møller fra BBC London sendte sin navnkundige sabotagetale med opfordringen om at vælge side i krigen: "Vi er altså ikke neutrale. Man kan overhovedet ikke være neutrale. Denne gigantiske kamps udfald vedrører os alle […] Gør jeres pligt – gør jer værk". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 74 (se kilder).

     De få danske modstandsfolk mødte talen med stor begejstring, men Christmas Møllers ord ændrede ikke ved, at regeringens samarbejdspolitik over for tyskerne kunne fortsætte med den danske befolknings passive tilslutning et år endnu.

En forudsætning for modstanden var den antityske og proallierede stemning i befolkningen, der fra 1940 lå bag det nationale sammenhold og gav sig udslag i, at mange danskere hørte BBC London, læste illegale blade og viste tyskerne den kolde skulder. Det var i sig selv ikke modstand, ja, det var vel knap ulovligt, men det skabte et fundament, hvorpå den senere modstand hvilede. Uden befolkningens sympati og opbakning var modstanden umulig, hvad enten det drejede sig om rekruttering til eller praktisk hjælp med modstandsarbejdet.

Den civile modstand kom til udtryk i demonstrationer, protester og strejker. Som da Scavenius den 25. november 1941 underskrev Antikomiternpagten, hvis formål var at bekæmpe kommunismen. Det resulterede i den første masseprotest imod samarbejdspolitikken, da unge studenter førte an i demonstrationer og erklærede, at de hellere ville have "norske tilstande" end fortsatte danske indrømmelser. I knap en uge var almindelige danskere på gaden. Men effekten af protesterne rakte langt videre som et bevis på, at der fandtes et alternativ til samarbejdslinjen.

     Den illegale presse var også civil modstand, og formålet var propaganda imod besættelsesmagten og samarbejdspolitikerne og et forsvar for modstandslinjen. I og med at der kun var begrænset censur i Danmark, tog det tid før en illegal presse etableredes, trods spredte antityske flyveblade og løbesedler. Men fra efteråret 1941 opstod et mere organiseret illegalt bladarbejde. De illegale kommunister skabte i oktober 1941 det første landsdækkende blad, fra marts 1942 kaldet Land og Folk, og siden så en række lokale og nationale illegale blade dagens lys. Hermed nåede modstandsbudskabet ud til langt flere danskere end de få, der var knyttet til modstandsarbejdet.

Fra det illegale bladarbejde til den aktive militære modstand var overgangen glidende, og begge typer modstandsarbejde foregik med livet som indsats. Modstandsfolk begyndte ofte i illegalt bladarbejde for siden at gå over i sabotage, efterretningsarbejde, våbenmodtagelse eller oprettelse af flugtruter. Det skyldtes, at organiseret modstandsarbejde var for de få og ikke noget, man bare trådte ind i.

     De første modstandsfolk var typisk unge mennesker, som Churchill-klubben fra Ålborg, hvor 15-17-årige skoleelever i foråret 1942 stod for 25 mindre sabotageaktioner. Gruppen blev optrævlet, og dommen lød på op til 5 års fængsel, hvilket ikke forhindrede, at lignende ungdomsgrupper opstod landet rundt i løbet af 1942-43.

     I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) skabt, og siden kom, uafhængigt af hinanden, andre store modstandsgrupper. Det foregik på initiativ fra folk, der tilhørte de politiske yderfløje (fra DKP til KU og Dansk Samling), og modstanden blev rettet mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne; et slags ungdomsoprør mod "systemet" Danmark.

     Via partier og foreninger og personlige kontakter blev der rekrutteret og opbygget netværk til den forestående modstandskamp. Den kamp, der først for alvor satte ind året efter, i 1943.

Augustoprøret i 1943 omfattede en række generalstrejker, massedemonstrationer og voldsomme gadeuroligheder, som udspillede sig i danske provinsbyer, hvor almindelige mennesker gjorde åbent oprør mod besættelsesmagten.

     Augustoprøret var en afgørende faktor i Scavenius-regeringens fald, og oprøret udløste en lavine af begivenheder, der fik den dansk-tyske samarbejdspolitik til afgørende at ændre karakter. Augustoprøret markerede et vendepunkt i besættelsestiden mod en ny, anden fase.

     Augustoprøret udspillede sig i lyset af de store og afgørende tyske nederlag i Rusland og Afrika samt det fascistiske Italiens endelige fald. Det skabte en både optimistisk og aggressiv stemning i den danske befolkning, som begyndte at tro på krigens og dermed Besættelsens snarlige afslutning.

     Samtidig skærpede den tyske besættelsesmagt sin kurs som følge af markant flere danske sabotageaktioner.

I juli 1943 steg spændingerne til bristepunktet imellem tyskerne og danskerne. Dagligt var der sammenstød og slagsmål. Men ingen anede følgerne, da arbejderne på Odense Stålskibsvært den 30. juli strejkede i protest over, at tyskerne satte bevæbnede sabotagevagter ind. Ugen efter bøjede tyskerne sig for de 3.000 arbejderes krav, men da havde urolighederne allerede spredt sig til Esbjerg.

     Esbjergstrejken udløstes den 9. august. Atter var det jernindustriens folk, der førte an. Strejken var en reaktion på spærretiden (udgangsforbuddet), som tyskerne havde indført for at hindre natlig sabotage og daglige tumulter. Den 11. august deltog hele Esbjerg i en general- og bystrejke. Dagen efter afblæstes strejken – igen havde tyskerne været til at overvinde.

     Ugen efter var Odense i generalstrejke og åbent oprør. Efter voldsomme gadekampe nedlagde hele byen den 18. august arbejdet. På gadeplan var der demonstrationer og møder, og arbejdere og helt unge mennesker jagtede tyskerpiger (danske piger, der var kærester med tyske soldater), smadrede tyskvenlige butikker og sloges med tyske patruljer. Mange blev såret og en døde. Da en tysk officer på tilfældig gennemrejse blev mishandlet, sendtes flere tyske tropper og dansk politi på gaden. Men urolighederne i Odense fortsatte. Først den 23. august, da regeringen var koblet på, afblæstes den kommunistisk ledede strejke.

     På det tidspunkt sluttede stadig flere provinsbyer sig til strejkebølger – også de for tyskerne så strategisk vigtige nordjyske byer var med. I Aalborg begyndte urolighederne den 23. august, hvor en ung sabotørs begravelse blev fulgt af demonstration og strejke. Tyskerne satte for første gang hårdt mod hårdt, og i de blodige kampe blev adskillige danskere skudt. Næste dag fortsatte kampene. I alt døde otte mennesker og mange såredes, men hverken de danske arbejdere eller tyskerne gav sig.

     Den 29. august satte tyskerne landet i militær undtagelsestilstand. Det stoppede strejken og dermed augustoprøret.

Augustoprøret 1943 blev et nederlag for samarbejdspolitikken, men en stor sejr for modstandssynspunktet. Samarbejdspartierne – og med dem hele det ledende Danmark -forsøgte indædt at bremse augustoprørets folk. Men danskerne lyttede ikke længere til politikernes budskab om ro og orden, og samarbejdspartierne blev helt hægtet af augustoprøret. Både over for tyskerne, der selv tog affære, og over for befolkningen.

     De socialdemokratiske fagforeningsfolk kunne ikke forhindre arbejderne i at strejke og demonstrere. Arbejderne lyttede nu hellere til kommunisterne og DKP, hvis fåtallige illegale medlemmer var trådt ud af glemslen og nu førte an i augustoprøret såvel som i modstandsbevægelsens sabotageaktioner.

Konsekvenserne af augustoprøret indtraf øjeblikkeligt, da Scavenius-regeringen den 28. august 1943 valgte at træde tilbage. Det skete efter voldsomt pres fra såvel befolkningen som besættelsesmagten. Lige siden 9. april 1940 havde de danske politikere holdt fast i den samarbejdslinje, der hidtil havde bragt Danmark skånsomt igennem verdenskrigen. Men efter tre et halvt år havde politikerne ikke længere befolkningens støtte. Politikerne opfordrede den 21. august til at "bevare ro, besindighed og sammenhold", men det havde ingen effekt på augustoprørets ophidsede folkemasser. Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 19 (se kilder).

     I august blev det drøftet, om Scavenius kunne udskiftes med en parlamentarisk, mere folkelig regering. Det afviste Werner Best. For Berlin var der intet alternativ til Scavenius end militærdiktaturet. Augustoprøret og den tiltagende sabotage måtte standses, eller Berlin greb ind. Det ville gå ud over det gode dansk-tyske samarbejde og illusionen om tysk fredsbesættelse og dansk suverænitet. Men løbet var allerede kørt for samarbejdspolitikkens frontfigurer Scavenius og Best. Urolighederne var nu så voldsomme, at de truede det strategisk vigtige Nordjylland. Derfor anmodede værnemagten i Danmark den 22. august Berlin om at måtte gribe militært ind. To dage senere blev Best beordret til Berlin for at stå skoleret.

Den 27. august kom Best tilbage med ordene "jeg er en død mand" og et ultimatum, som man vidste, at den danske regering ikke kunne acceptere. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 122 (se kilder).

     Ultimatummet blev forelagt de danske politikere om morgenen den 28. august: "Den danske regering skal øjeblikkelig erklære undtagelsestilstand over hele landet." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 20 (se kilder).

     Undtagelsestilstanden omfattede spærretid, mødeforbud, pressecensur og dødsstraf for sabotage. Så langt ville de danske samarbejdspolitikere ikke gå, og de nægtede samme eftermiddag at føje besættelsesmagten. Beslutningen var principiel. Dødsstraf var og blev uacceptabel. Hermed brød samarbejdspolitikken endeligt sammen.

     Næste morgen, den 29. august, gennemførte besættelsesmagten "Operation Safari" og satte landet i militær undtagelsestilstand. Politisk betød det, at den danske regering trådte tilbage, og at både Rigsdagen og kongen ophørte med at fungere. Nu stod landet uden politisk ledelse, og det blev overladt til departementscheferne at styre landet resten af besættelsestiden.

     Best overlevede, men det gjorde den skånsomme samarbejdspolitik ikke. Tiden efter den 29. august var i høj grad præget af en skærpet tysk kurs. Den danske suverænitet blev svækket, og det brutale tyske politi tog over og iværksatte terror i form af jødeaktioner, clearingmord og krigsretter.

     Med radikaliseringen af den tyske linje søgte besættelsesmagten at dæmme op for et kæmpende Danmark med modstandsbevægelsen, Frihedsrådet, undergrundshæren og folkestrejken som højdepunkter.

Undtagelsestilstand kan defineres som en samfundsmæssig nødtilstand, hvor der gælder særlige nødretsregler, som midlertidig ophæver eller indskrænker landets love.

     Ved militær undtagelsestilstand samles den udøvende magt hos en militær myndighed, når statens eksistens er truet af krig eller oprør. Det skete den 29. august 1943, hvor værnemagtens øverstbefalende von Hanneken satte Danmark i militær undtagelsestilstand: "De sidste Begivenheder har vist, at den danske Regering ikke mere er i Stand til at opretholde Ro og Orden i Danmark. De af fjendtlige Agenter fremkaldte Uroligheder retter sig umiddelbart mod den tyske Værnemagt. Jeg proklamerer derfor i henhold til Artiklerne 42-56 i Haager Landskrigsordningen den militære Undtagelsestilstand i hele Danmark". Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 126 (se kilder).

     Selvom det kan se sådan ud, var landene Tyskland og Danmark ikke i krig, fordi ordene "i henhold til" simpelthen var en forkert oversættelse af "om sinne", der betyder "i analogi med". Fredsbesættelsen gjaldt altså fortsat, men frem til 6. oktober 1943, hvor den militære undtagelsestilstand blev ophævet, var det i princippet general von Hanneken, der havde statsmagten og bestemte over det danske samfund. Det benyttede generalen sig øjeblikkeligt af til at iværksætte "Operation Safari" – opløsningen af den danske hær og flåde. Desuden indførtes spærretid, mødeforbud, pressecensur og dødsstraf, alt imens 250 kendte, ikke-tyskvenlige danskere blev arresteret og holdt som gidsler.

     Von Hanneken ønskede, at undtagelsestilstanden blev gjort permanent, så han kunne etablere sit militærstyre i Danmark, men det afviste Berlin. Da undtagelsestilstanden blev ophævet, tog Bests forhandlingslinje atter over. Men resten af Besættelsen var præget af den nye hårdere kurs, som det tyske politi førte. Det betød censur, offentligt mødeforbud og ikke mindst tysk krigsret og dermed risiko for dødsstraf, tysk fængsel eller kz-lejr for modstandshandlinger.

Operation Safari var tyskernes plan for afvæbningen af den danske hær og flåde den 29. august 1943. Von Hanneken så den danske hær som en sikkerhedstrussel mod værnemagten i Danmark, fordi de nationalsindede, antityske officerer muligvis ville kæmpe på allieret side, når og hvis invasionen på den jyske vestkyst kom.

     Netop for at beskytte invasionsforsvaret (Vestvolden) havde tyskerne i efteråret 1942 fået fjernet den danske hær fra Jylland samt beslaglagt store dele af dens materiel. Nu var turen kommet til resthæren på 7.000 mand og den danske flådes cirka 2.000 mand, som tyskerne kun nødtvungent afvæbnede, da flådens minestrygninger og patruljeringer siden 1940 havde været til stor hjælp for den tyske marine.

     Operation Safari foregik under dække af den militære undtagelsestilstand. Søndag morgen kl. 04.00, den 29. august 1943 gik værnemagten, med hjælp fra tyske tropper, der samme dag var mellemlandet i København på vejen fra Norge til Frankrig, i aktion med 9.000 mand og 12 kampvogne. Overfaldet på de østdanske garnisoner skete uden varsel. De danske soldater skulle tages på sengen uden kamp. Imidlertid vidste de danske garnisoner, at noget ville ske. Mange steder var man i forhøjet beredskab, og det kom til heftige ildkampe, inden danskerne overgav sig. Sytten danskere faldt i kamp, og det dobbelte antal såredes. Også værnemagten led tab, men det lykkedes tyskerne at sikre sig alle våben og materiel fra den danske hær.

     Værnemagtens overfald på den danske flåde fulgte samme mønster, men på eget initiativ og imod den danske regerings vilje valgte flåden at sænke sine skibe, før tyskerne nåede frem. På flådestation Holmen i København sprængte de danske mariner 29 af deres skibe. Rundt omkring i landet ødelagde besætningerne deres egne skibe, og andre igen flygtede til neutrale svenske havne. Syv danske mariner faldt i kamp. Den danske flådes heroiske indsats vakte stor opmærksomhed i den udenlandske presse. Indsatsen var sket på flådens eget initiativ, da der var givet ordre til generalerne om ikke at kæmpe imod.

Under Operation Safari besatte Værnemagten også Horserødlejren, hvor de internerede danske kommunister sad.

     De tyske soldater overså ved en fejl en del af de internerede, og det lykkedes 95 mand at undslippe i ly af mørket. De resterende 145 kommunister blev den 2. oktober 1943 deporteret til koncentrationslejren Stutthoff. Dermed var Horserødlejren ryddet til de 250 nyligt arresterede danske gidsler og de danske jøder, som tyskerne tog den 1. oktober 1943.   De danske soldater og officerer interneredes i lejre, hvor de sad under den militære undtagelsestilstand. Efter frigivelsen sendte den danske hærchef Ebbe Gørtz og flådechef Aage Vedel en gruppe officerer til Sverige med det formål at opbygge et korps, Den danske Brigade. De resterende 1.200 befalingsmænd fortsatte i Danmark med illegalt at opbygge militære ventegrupper under ledelse af Gørtz og nogle yngre officerer kaldet Den lille Generalstab.

     "Brigaden" og de militære ventegrupper skulle ikke bekæmpe tyskerne, men støtte de danske politikere (mod kommunisterne), når de efter befrielsen igen skulle til magten. Således arbejdede hærcheferne sammen med de danske politikere (især socialdemokraterne) om etableringen af den passive hær. At hæren ikke skulle i kamp skyldtes dens loyalitet overfor politikerne, der af frygt for tyske repressalier ikke lod officererne evakuere over Sverige til allieret krigstjeneste. Omvendt gled en del af flådens soldater efterhånden ind i modstandsbevægelsen.

Efter augustoprøret i 1943 udpegedes ingen ny dansk regering. I stedet fik embedsmænd i centraladministrationen ansvaret for at forvalte og styre den danske stat. Betegnelsen departementschefstyret kom af, at det var ministeriernes direktører, departementscheferne, der styrede landet.

     Ordningen var kommet i stand efter den såkaldte septemberkrise i 1943. Samarbejdspolitikerne havde lidt afgørende nederlag, regeringen var trådt tilbage, og stemningen i befolkningen var stærkt imod en ny regeringsdannelse. I løbet af september pressede besættelsesmagten, men også stærke kræfter i Danmark, på for at fremtvinge en løsning på ledelsesproblemet. For ansvarlige politikere og ikke mindst embedsmænd var skrækscenariet, at hvis danskerne ikke selv kunne løse problemet, var det eneste alternativ en tysk administration af landet – og hvordan kunne det danske samfund så beskyttes?

     Den 23. september 1943 afviste politikerne endelig at danne en ny regering, og den midlertidige praktiske løsning blev, at politikerne opfordrede departementscheferne til at fortsætte i deres stillinger som forvaltere af det danske statsapparat.

     Uden begejstring påtog departementscheferne sig det tunge ansvar at styre det danske samfund trygt igennem Besættelsen. Ud over at administrere skulle departementscheferne også lovgive via såkaldte lovanordninger, om end de reelt var uden myndighed til at træffe politiske beslutninger.

Indtil befrielsen fungerede departementschefstyret i praksis som et administrationsråd med ugentlige orienteringsmøder og med udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen (1894-1985) som uofficiel leder. Svenningsen, der tidligere var Scavenius' højre hånd i samarbejdspolitikken, førte forhandlinger med tyskerne, hvor Best stadig sad som udenrigspolitisk chefdiplomat. På denne vis fortsatte departementschefstyret den hidtidige samarbejdslinje, eller snarere tilpasningspolitik, da det i langt højere grad foregik efter tysk diktat og danske indrømmelser end tidligere.

     I det store og hele fungerede departementschefstyret dog i det daglige, og det danske samfund passede egne indre anliggender. Det betød, at erhvervslivets store produktion fungerede til tilfredshed for danskere såvel som tyskere. Betydeligt sværere var de politiske og juridiske spørgsmål, som tyskerne og danskerne var uenige om. I princippet var spørgsmålene slet ikke departementschefernes bord, men i praksis var de tvungen til at forholde sig til dem. Det gjaldt eksempelvis jødeaktionen den 1. oktober 1943. Siden var departementschefstyret flere gange under hårdt pres, særligt fra det tyske politi.

     Imens sad politikerne i det såkaldte trettenmandsudvalg i kulisserne bagved og trak i trådene i alle større politiske spørgsmål.

Samarbejdsregeringen var i forbindelse med augustoprøret officielt trådt tilbage og sat uden for politisk indflydelse. Alligevel udøvede samarbejdspolitikerne under departementschefstyret en betydelig magt i form af trettenmandsudvalget, også kaldet Buhls Kreds. Udvalget var politikernes "skyggekabinet" til rådgivning, kontrol og styring af departementscheferne.

     Trettenmandsudvalget opstod, da det gamle samarbejdsudvalg, nimandsudvalget, blev suppleret med fire ministre fra den afgåede samarbejdsregering. Tidligere statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954) var ubestridt leder af trettenmandsudvalget, der fra oktober 1943 til 5. maj 1945 fungerede via uofficielle, regelmæssige møder. Ved møderne deltog folk fra departementschefstyret, og der var tæt kontakt imellem Svenningsen og ledende socialdemokratiske og konservative politikere. Fordelene ved møderne var flere, og de kom begge parter til gode:

• For departementschefstyrets folk var fordelen, at væsentlige politiske spørgsmål kunne drøftes igennem og strategier lægges sammen med garvede politikere, før Svenningsen gik ind til de ofte hårde og lange forhandlinger med tyskerne. 
• For embedsmændene i departementschefstyret var fordelen, at trettenmandsudvalget kunne give en slags politisk godkendelse af deres "styre", for eksempel i forhold til nye lovanordninger eller den politiske kurs over for besættelsesmagten. 
• Politikernes fordel var, at de fire gamle samarbejdspartier fik afgørende indflydelse på den kurs, som Danmark førte. Derved sikredes fortsættelsen af den samarbejdslinje, der siden den 9. april 1940 havde skånet det danske samfund for krigens ødelæggelser. 
• En anden fordel for politikerne var, at de efter deres store nederlag under augustoprøret kunne arbejde "skjult i kulissen" bag departementschefstyret og gradvis genopbygge den tabte tillid i befolkningen.

I resten af besættelsestiden arbejdede Buhls Kreds med at styre Danmark sikkert frem til den befrielse, som man efterhånden vidste, kom. Men opgaverne var store.

• For det første skulle der skabes kontakt til Frihedsrådet, så en kommende befrielsesregering kunne forhandles på plads. 
• For det andet skulle politikerne forsigtigt og uden at fornærme tyskerne nærme sig modstandssynspunktet og dermed atter komme på bølgelængde med den danske befolkning. 
• For det tredje skulle der tages kontakt til de allierede, så Danmark ved befrielsen kunne få status på de allieredes side.

     At arbejdet blev gjort såre dygtigt af Buhls Kreds vidner det faktum om, at befrielsesregeringens statsminister netop hed Vilhelm Buhl.

Den 16. september 1943 etablerede ledende modstandsfolk Danmarks Frihedsråd eller bare Frihedsrådet. I dette fælles råd for den voksende modstandsbevægelse var de store modstandsorganisationer repræsenteret. Det vil sige folk fra Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP, hvortil kom kontakten til de frie danske i udlandet og England via SOE-lederen Flemming B. Muus.

     Det var Frihedsrådets store styrke, at kommunistiske, borgerlige og socialdemokratiske modstandsfolk arbejdede sammen, og Danmark blev eneste land i Europa med en central ledet modstandsbevægelse. Hermed ikke sagt, at Frihedsrådet havde direkte kommando over modstandsgrupperne; der var snarere tale om en slags politisk ledelse, der via sine arbejdsudvalg koordinerede en stor del af modstandsarbejdet. Ikke mindst var det Frihedsrådet, der udsendte budskaber og tog initiativer i forhold til befolkningen, politikerne og de allierede.

     "Når Danmark atter er frit" fra november 1943 var programskriftet for Frihedsrådet, hvor der stod, at modstandskampens mål var at befri Danmark og genindføre demokratiet.

     De danske modstandsgrupper havde deres storhedstid fra augustoprøret 1943 og frem til befrielsen i maj 1945, hvor især sabotagegrupperne foretog flere spektakulære aktioner. Her spillede Frihedsrådet en vigtig rolle som en tværpolitisk paraplyorganisation for modstandsgrupperne, og det skabte billedet af en samlet dansk modstandsbevægelse.

I praksis fungerede Frihedsrådet via ugentlige møder, som fandt sted i dyb hemmelighed på skiftende tidspunkter og adresser. Frihedsrådets medlemmer talte især yngre mandlige akademikere og intellektuelle, og trods en del udskiftninger, når medlemmer arresteredes eller gik under jorden, havde Frihedsrådet tre bærende kræfter:

• Kommunisten Mogens Fog (1904-1990) fra Frit Danmark. 
• Socialdemokraten Frode Jakobsen (1906-1997) fra Ringen (og Holger Danske). 
• Børge Houmann (1902-1994) fra DKP.

     Tre stærke personligheder, der i løbet af 1944 var med til at gøre det lille selvbestaltede Frihedsråd så magtfuldt, at det ved folkestrejkerne i sommeren 1944 optrådte som landets illegale regering og nød stor autoritet i befolkningen, der spurgte: "Hvad siger Frihedsrådet". Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 170 (se kilder).

     Frihedsrådet eksisterede i 20 måneder og trådte tilbage i maj 1945, hvor flere af Frihedsrådets medlemmer blev en del af befrielsesregeringen. At modstandsfolkene i Frihedsrådet således endte med at danne befrielsesregering med samarbejdspolitikerne var svært at forestille sig i efteråret 1943, hvor politikerne afviste Frihedsrådets tilbud om samarbejde. I foråret 1944 havde Frihedsrådet takket nej til politikernes invitation. Først i sommeren 1944 etableredes et fast samarbejde i form af det såkaldte Kontaktudvalg. På det tidspunkt var Frihedsrådets magt på sit højdepunkt.

     Rådet var anerkendt i England, Sovjetunionen og USA, ligesom undergrundshæren stod under rådets ledelse. Derfor fik Frihedsrådet også stor indflydelse på, hvad der skete efter Danmarks befrielse i maj 1945.